Bech glæder sig over offensiven
Der gik to mål mere ind i dag end i torsdagens kamp mod Viborg, men Troels Bech ser alligevel forbedringer over hele linjen.
Der bliver ikke sparet på målene for tiden. Dagens kamp bød
på hele seks af slagsen, hvoraf SIFerne selv stod for de fire. Efter kampen var Silkeborgs
cheftræner, Troels Bech, da også hurtig
til at fremhæve SIFs skarpe offensiv, der i dag sikrede sejren, selvom Lasse
Heinze blev passeret to gange i Silkeborg-målet:
- Det var helt klart det offensive der var bedst i dag, så
den del kan man da godt glæde sig over. Jeg synes, vi fik spillet meget fin
offensivt fodbold i perioder. Meget fint.
På den defensive side, var cheftræneren ikke helt så
tilfreds, selvom der dog var forbedringer at spore:
- Det var jo et tyndt straffespark, vi giver dem, og det
andet mål så også lidt billigt ud. Det var en direkte fejlaflevering, der førte
til det, og så nemme mål må vi helst ikke indkassere. Jeg synes dog, på trods
af at vi holdt nullet sidst mod Viborg og i dag inkasserer to mål, at vores
forsvarsspil er en smule bedre, end det var i Viborg. Og vores offensiv var
lige så god som sidst. I dag var det bare mod en lidt stærkere modstander.
Rent fysisk var der også gode ting at tage med fra kampen i
dag. Troels Bech var ikke mindst tilfreds med, at holdet igen undgik skader:
- Det er altid et afgørende parameter i en
træningskamp, at vi undgår skader, og det gjorde vi heldigvis igen i dag, siger Bech, der gav otte spillere fuld spilletid, for at de fysisk kunne
spille sig helt ud:
- Der var mange der fysisk fik spillet sig helt ud, og det
var også tanken. Vi ville gerne give dem på banen en fuld kamp. Blandt andet
for at de kan spille på det højest mulige niveau i næste kamp.
Flere af de spillere der ikke var på 1.holdet i dag, fik til
gengæld spilletid på SIFs reservehold, der mødte Randers´ ditto umiddelbart
efter 1.holdets 4-2 sejr.
Oprettet af: Peter Krogsøe
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen