Kammeratskab og SIF-stolthed
Man kan være stolt af sin klub på mange måder. SIF-fangruppen Stoltheden viser deres engagement ved at lave store flotte tifoer til Superligakampene. Vi har interviewet Nicolaj Haarup fra den initiativrige ’tifo’-gruppe.
En kold
hal i Bording. Masser af stof, masser af maling og masser af sammenhold. Det er
opskriften for fangruppen Stoltheden, der i sidste sæson brillerede med bl.a. et
9 x 9 meter banner, der fyldte et helt fanafsnit på MASCOT PARK, da SIF mødte
FCM.
Under det
store banner – der fra italiensk kaldes en tifo - stod blandt andet Nicolaj
Haarup. En 19 årig revisor-elev, der sammen med en lille gruppe fodboldglade drenge
og mænd, har stablet en niche-fangruppe på benene med det primære formål, at
skabe en fantastisk stemning til Silkeborg IFs kampe. Både visuelt og vokalt.
Nicolaj
Haarup, der er talsmand for gruppen, har efter endt arbejde i revisionsfirmaet
Deloitte, mødt os på Papirfabrikken til en snak om passionen, tidsforbruget og folkene
bag gruppen, der vil gøre en synlig forskel både på ude- og hjemmebane.

Hvad laver Stoltheden?
- Vi
laver først og fremmest events til kampene. Det handler om at skabe en fed
stemning, og det bruger vi de her tifoer til. Det
handler helt grundlæggende om at få produceret noget stort, der kan være med
til at skabe noget mere omtale til SIF-fankulturen og SIF. Hvis de her tifoer
bliver filmet, og stemningen bliver mærkbart bedre, så skaber det helt sikkert en
synergieffekt rundt omkring i det silkeborgensiske fanmiljø.
- Stoltheden
er, som det ser ud lige nu, en lille flok dedikerede og vidt forskellige gutter
fra 18 til 40 år. Men der er ingen krav
om, at man skal være den og den type, så alle er mere end velkomne. Og det
er meget forskelligt, hvad vi laver, og hvor vi bor, men vi har selvfølgelig
alle sammen det tilfælles, at vi er SIF-fans, og at vi nok alle sammen har
været det i en del år efterhånden. Geografisk
set er gruppen meget spredt. Der er folk fra København, Viborg og Århus og en
del andre byer, der så tager hele turen til Silkeborg for at være med. Men det
fungerer helt fint.
Er der tid til det hele?
- De
fleste af os er enten studerende eller har et fast arbejde, så arbejdet med
tifoerne er selvfølgelig noget der skal prioriteres i forhold til fritiden. Men
det gør vi gerne, for det er jo vildt hyggeligt, når vi mødes. Så det kan godt
lade sig gøre at være med i Stoltheden, selvom man har noget at se til
erhvervsmæssigt. Det er blandt andet muligt, fordi der ikke er nogle krav fra
gruppens side om, at man skal betale noget eller deltage så og så meget.
- Stoltheden
er overhovedet ikke struktureret på den måde, de fleste måske forbinder med en
fanklub. Der sidder ikke nogen konkret bestyrelse, og alle er mere end velkomne
med tanker og idéer. Der er selvfølgelig altid et par stykker, der tager mere
ansvar end andre, men tanken er, at det skal være åbent, og at alle der kan og
vil, skal bidrage i det omfang, de nu engang kan.
- Det er
jo egentlig bare en hobby, for nogle drenge der mødes, hvor vi så koncentrerer
os om tifo-arbejdet og det show der er i forbindelse med spillernes indløb på
banen. Vi vil gerne lave noget stemnings-optimering på stadion, og det er så
tifoerne, vi koncentrerer os om, for vi kan ikke lave noget, der er så
tidskrævende og samtidig deltage i alt muligt andet.
Hvordan laver I tifoerne?
- De
første gange var vi bare i et lille klubhus ude på MASCOT PARK, men der kunne
vi godt se, at vi skulle have gang i noget der var større. Det kunne heldigvis lade sig gøre, ved hjælp af klubben
og SIFosis, som hjalp os med at finde et par sponsorer. Leif Nygaard, Vindfeld
biler, har været behjælpelig med hallen, så nu foregår vores maledage primært i en hal på Fabriksvej i Bording.
- Der
mødes vi så – dem der nu kan være med - og får lidt morgenmad, og så går vi
ellers i gang med at tegne, male op og sy, og hvad der nu ellers skal laves. Så
får vi frokost, og så fortsætter vi ellers hen ad eftermiddagen. Og folk er altid
mere end velkomne til at dumpe ind, når de kan, og ud igen når de ikke har tid
mere. På den måde er det et ret løst og åbent miljø.
- Men
helt lavpraktisk sidder der et par stykker og laver skitser. Alle kan komme med
idéer til skitserne, men vi er jo ikke ligefrem kunstnere alle sammen, så der
er kun et par stykker, der står for den del. Så mødes vi i hallen, hvor vi
spænder en masse stof ud. Vi har en projektor med som skyder skitserne op på
stoffet, og så begynder vi ellers at tegne stregerne op med tusch. Det kan alle
jo heldigvis finde ud af.


Til de
helt store bannere deler vi skitsen op i forskellige bidder. Så tager vi en bid
af gangen, så vi kan håndtere det. Det bliver syet sammen, og til sidst bliver
der lagt maling på. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi Herman Rasmussen
har været behjælpelig med en masse flot maling som gør, at vores motiver kan
blive til virkelighed. Derudover har vi fået stillet hallen, hvor vi maler i til rådighed af Vindfeld Biler. På selve
kampdagen mødes vi ofte noget før kick-off på stadion og begynder at gøre det
hele klar. Så vi er typisk på MASCOT PARK store dele af dagen op til en kamp.
Hvad får I ud af det?
- Vi har
fået et sammenhold uden lige mellem de her drenge, vi er. Hvis jeg bare kom på
stadion og så kampene, så havde jeg ikke noget tilhørsforhold til de her gutter, som jeg har nu. Det kan man ikke opleve på andre måder. Vi bruger jo ret
mange timer på det, og lærer hinanden rigtig godt at kende, og har det rigtig
sjovt sammen. Vi opfatter det overhovedet ikke som nogen pligt, og det er jo
det, der driver os. Vi har frie rammer til at gøre, hvad vi vil. Gør vi
det ordentligt, så kommer der også en masse omtale og credit. Men det vigtigste for os er jo egentlig, at vi er med til at gøre Silkeborg IF til det, klubben er, og at der bliver skabt en god stemning til kampene.
Hvorfor gør I det?
- Der
har tidligere været mange forskellige fangrupper i Silkeborg, som er kommet
lidt frem og lidt tilbage. SIFosis er den officielle, som nogle af os også har lagt
mange kræfter i. Vi så så vores snit til at indlede et mere tæt samarbejde om
noget lidt nichepræget, som tifoerne jo er. Vi mødtes og fik en masse meninger
på banen, om hvordan folk kunne tænke sig at blive en del af fankulturen igen.
Og det udmøntede sig i Stoltheden.
-
Stoltheden udspringer selvfølgelig lidt af nogle af de andre fangrupper i byen,
og økonomisk er vi også afhængige af støtten fra den officielle fanklub, men vi
er en selvstændig gruppe i dag på niveau med Red Corner og SIFosis. Der foregår
jo rigtig mange fede ting i nogle af de andre grupper, men vi adskiller os nok
ved at fokusere meget på et enkelt element. Vi skal og kan ikke bruge vores
energi på det hele.
Kan alle være med?
- Vi kan
sagtens få plads til flere i Stoltheden, og man behøver ikke at kunne noget
særligt. Det afgørende er bare, at man deler engagementet for klubben, og at man
har lyst til at udvide det fællesskab, der i forvejen er til kampene.
Det
spænder jo vidt fra, hvem der kan male, og hvem der kan tegne skitser. Men alle
kan jo tegne streger efter noget, når det er smækket op på projektoren, så det
er jo såre simpelt. Alle kan være med. Malere som kontormus.
- Det er
jo egentlig bare at møde op til vores maledage. Dem plejer vi at slå op på
vores Facebook-gruppe. Man kan selvfølgelig også prøve at få kontakt til os på
stadion. Og hvis man nu synes, det er lidt for grænseoverskridende at møde op alene, tager
man bare en kammerat eller en veninde med. Man er selvfølgelig velkommen til
bare at komme og kigge, og se hvilken type mennesker der går derude. For der er nok mange stereotype forestillinger om,
hvem der render og laver sådan noget, men det kan man jo ikke finde ud af på andre
måder – end ved at møde op.

- Bare ta’
noget gammelt tøj på, som gerne må få et stænk maling og lidt støv på sig, siger Nicolaj Haarup, der her er fotograferet på Papirfabrikken.
Hvad er jeres forventninger til foråret?
- Stoltheden
har ret store forventninger til foråret. Vi har allerede nu haft to maledage,
hvor der blev produceret tifo’er til forårets kampe. Så foråret bliver rigtig
godt og spændende set fra fansenes synsvinkel. Vi
prøver selvfølgelig altid at bygge på og udvikle os, så vi sikrer mere kvalitet
i det, vi producerer - og jeg tør godt garantere, at det, der bliver vist frem i
foråret aldrig er set før i den silkeborggensiske fankultur.
Keep up
the good work!
Fra SIFs
side siger vi tak til Stoltheden for det store engagement og i særdeleshed til
Nicolaj for at give et godt indblik i gruppens arbejde. Hvis du har fået blod
på tanden og har lyst til at tage del i tifo-fællesskabet, så har Stoltheden sidste
maledag inden sæsonstart d. 25 februar i Bording. Du kan komme til klubbens
facebookside ved at klikke her. Silkeborg IFs officielle fanklub, SIFosis kan du kigge nærmere på her.
Tak til alle jer, der interesserer jer for Silkeborg IF og bakker op om klubben med tanker, initiativ og tid.
Oprettet af: Peter Krogsøe