Nyheder


Henrik Skov med A-licens

Image

Januars første dage har budt på en trænereksamen for ungdomstræner Henrik Bull Skov. Efter et års intensiv uddannelse, har U15-træneren netop bestået sin A-trænereksamen.


Selvom Henrik Bull Skov længe har været på arbejdsmarkedet, har december måned mindet om en studerendes, der må prioritere julefrokoster fra for at holde stor fokus på en eksamen. Sådan har det også været for Silkeborg IFs U15-træner, der kort efter nytår skulle forsvare sin A-trænereksamen og den tilhørende opgave med titlen ”Omstillinger DE-VI”.

For Henrik Bull Skov er den beståede eksamen en lettelse:

- Det er rigtigt fedt at være færdig, så jeg for alvor kan få brugt mine erfaringer i praksis. Det har været en rigtig god proces at være igennem, og jeg synes især at supervisionen og vores midtvejsforløb i sommers har været udbytterigt. Vi var på studietur i FC Schalke 04, hvor vi primært havde analysearbejde, og det var også spændende, lyder det fra Henrik Bull Skov, der til eksamen blandt andet skulle forsvare sin opgave:

- Til eksamen trak jeg forsvarsspil, og eksemplet var en kamp mellem OB og FCM, hvor klippet var et målspark, som modstanderen efterfølgende scorede på. Herefter skulle jeg forsvare min opgave, hvor jeg har lavet en analyse af Silkeborg IF, OB og Barcelona i Champions League. Jeg har prøvet at bruge mine observationer på U15-holdet, og det har båret frugt, hvilket vi også så i vores sidste resultater, vurderer Henrik Bull Skov.

Silkeborg IFs U15-hold møder op 16. januar til en træner, der både har draget stor erfaring, og som samtidigt kommer med ny energi:

- Juleferien har været ekstra hård i år, hvor jeg har tænkt og terpet alle dagene. Nu har jeg to uger inden opstarten med holdet, så det er godt at få lidt luft inden da, lyder det fra en tilfreds Henrik Bull Skov.

DBUs A-træneruddannelse er kompatibel med UEFA, hvilket kvalificerer trænerne til internationale trænergerninger. Ungdomssektoren i Silkeborg IF har nu følgende A-trænere:

U14-træner Peter Christian Hansen
U15-trænere Frank Røddik og Henrik Bull Skov
U19-træner Dennis Pedersen
Talenttræner Jacob Tind
Talentchef Jesper Stüker

Silkeborg IFs cheftræner Troels Bech og assistenttræner Anders Gerber, samt chefscout Peder Knudsen, er alle i besiddelse af P-licens.

Se den grafiske oversigt over træneruddannelserne nedenfor.



Uddannelse-Oversigtskort_2011.gif







Oprettet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com