Studerende på besøg i Loungen
Loungen på MASCOT PARK dannede onsdag eftermiddag rammen om et oplæg, hvor godt 100 handelsskoleelever fik indblik i hvordan fodbold, økonomi og markedsføring bliver forenet i Silkeborg IF.
Silkeborg Handelsskole har elever med marketing og reklame i undervisningsplanen, og det var disse elever, der onsdag eftermiddag interesseret lyttede til markedsdirektør i Silkeborg IF Invest, John Andersen, da han fortalte om, hvad der rent faktisk skal til for at drive en fodboldforretning.
John Andersen lagde ud med at nævne de tre ting, som SIF sælger - oplevelser, eksponering og netværk. For SIF er nemlig meget mere end en spillertrup og en trænerstab. Derefter blev der gået helt i dybden med, hvad de tre områder dækker over, for eksempel arrangementer og events, hvad der sker i Loungen på selve kampdagen og hvordan, sponsorerne kan udbygge deres netværk.
Der var mulighed for at stille spørgsmål, og der blev spurgt ind til både omsætning, ejerforhold, og hvad det koster at blive aktionær. En elev havde funderet over, om der ikke kunne frigøres kapital ved salg af Papirfabrikken og så bruge pengene til at bygge et nyt stadion. John Andersen kunne godt følge tanken, men måtte alligevel skuffe spørgeren, da der desværre så ville komme til at mangle en væsentlig indtægskilde i fremtiden.
Efter mødet fik alle de fremmødte fra Silkeborg Handelsskole en billet til forårets første hjemmekamp, og der blev givet udtryk for, at når de kommer på MASCOT PARK den 11. marts, vil det for rigtig manges vedkommende være deres første besøg dér – for ikke at sige den første fodboldoplevelse live overhovedet.
Ny viden og nye gæster til forårssæsonen blev altså noget af udbyttet fra inspirationsdagen mellem uddannelsesinstitutionen og Silkeborg IF.
Foto: Ulla Myrhøj
Skrevet af: Ulla Myrhøj (frivillig)
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen