Lars Huldgaard indstiller karrieren
Den kun 22-årige angriber Lars Huldgaard Christensen har efter flere års lang og sej kamp med rygproblemer valgt at indstille fodboldkarrieren. Tre diskusprolaps og konstante smerter blev for meget.
Den særdeles talentfulde angriber Lars Huldgaard Christensen fik sin officielle førsteholdsdebut i Silkeborg IF i 2008, hvorefter han kort efter kom på fuldtidskontrakt som kun 19-årig, efter at han havde gennemført sin uddannelse på Silkeborg Fodbold College. Han har været topscorer i Ynglinge Ligaen, og også DBUs U19 landshold så potentialet i den dygtige offensivspiller, der er meget ked af, at den lange periode med genoptræning nu må ende med et alt for tidligt karrierestop.
- Jeg har jo døjet med ryggen af flere omgange, men den 3. diskusprolaps på 2,5 år, som jeg fik her i sommer, fik smertebægeret til at flyde over. Vi forsøgte med en operation for at få vendt skuden i den rigtige retning igen, men det er ikke lykkedes, og det er jeg helt utrolig ked af nu at måtte tage konsekvensen af. Men jeg har for mange dage, hvor smerterne fylder det hele, og vejen tilbage til topfodbold er simpelthen for urealistisk lang nu, siger en trist Lars Huldgaard Christensen og uddyber:
- Det er skuffende, men jeg må tænke på at få en krop, der trods alt fungerer igen i det daglige – uden at have smerter når jeg står op om morgenen. Alene det mål bliver en udfordring at nå for mig. Der er intet jeg hellere ville, end igen at kunne løbe med holdet ind på MASCOT PARK, men jeg har gjort alt, hvad der var muligt for mig, og det var desværre ikke nok. Men jeg vil gerne sige tusind tak til alle i og omkring klubben, min familie og mine venner som har støttet mig helt suverænt i alle sammenhænge hele forløbet igennem, slutter den unge SIFer, der forsøger at se det positive i allerede til februar at kunne starte på at videreuddanne sig uden for fodbolden.
Silkeborg IFs cheftræner Troels Bech er ligeledes ked af spillerens tidlige karrierestop:
- Lars Huldgaard er et utroligt stort talent, og derfor er ærgrelsen også tilsvarende stor, når nu resultatet af alle anstrengelserne er blevet til et alt for tidligt farvel til topfodbolden. Vi har set ham som en ung Henrik ’Tømrer’ Pedersen, og ham tænker vi høje tanker om her i klubben – så det er super, super ærgerligt. Det sætter os rent sportsligt i en vanskelig situation, idet vi, trods det lange skadesforløb, stadig havde et håb om at se ham komme tilbage og skærpe konkurrencen i angrebet, forklarer Troels Bech og fortsætter:
- Det glæder mig til gengæld, at Lars har vist, at han også uden for banen rummer mange personlige kompetencer. Eksempelvis en ekstrem selvdisciplin, som vi har set udfolde sig i forbindelse med genoptræningen – og så i den mere kuriøse afdeling, hvor jeg vist aldrig har mødt en ung mand, der vidste så meget om aktier, som Lars gør. Så han skal heldigvis nok klare sig, selvom situationen lige nu er trist for os alle, siger Troels Bech.
Lars Huldgaard Christensen havde kontraktudløb med Silkeborg IF til sommer, men begynder nu at studere til februar.
Fakta om Lars Huldgaard Christensen
Position: Angriber
Født: 01.02.1989
Højde:189 cm.
Vægt: 87 kg.
Tidligere klubber: SUB Sønderborger
Kampe for SIF: 33
Mål for SIF: 1
Debut for SIF: 25.05.08: Hvidovre-SIF 2-1
Landskampe:1 U19
Billedet af Lars Huldgaard Christensen kan frit benyttes ved kreditering af fotograf Thomas Juul.
Klik på billedet nedenfor for at få det i højere opløsning.
Oprettet af: René Gade Mikkelsen