SIFerne er landet i Thailand
De to SIF'ere, Dennis Flinta og Martin Ørnskov er sammen med resten af Ligalandsholdet landet i Thailand - og havde i dag første træningspas kl. 16.30 lokal tid. Forude venter kampen på søndag mod Norge i Kings Cup.
Det danske ligalandshold er nu landet i Thailand og har påbegyndt forberedelserne til de kommende træningskampe i Kings Cup. Med dem er SIFerne Dennis Flinta og Martin Ørnskov, og du kan se dem begge på det holdbillede, der blev taget uden for flyet lige inden afrejsen fra Kastrup Lufthavn. Billederne er her, og Martin finder du bagerst i venstre hjørne, mens Dennis sidder i højre.
Holdet følges tæt af DBU og Landsholdsklubben, der under turen producerer web-tv, billedgallerier og nyheder, som de så lægger ud på deres hjemmeside. Desuden vil de gøre det muligt for medlemmer af Landsholdskluben at stille spørgsmål til spillerne, hvorefter svarene vil blive offentliggjort. Kig forbi DBU's underside om Ligalandsholdet, hvis du vil have det hele med.
Ligalandsholdet spiller sin første kamp ved Kings Cup på Ratchamangkala National Stadium i Bangkok mod det norske ligalandshold søndag d. 15. januar kl. 10.30 dansk tid.
Alle det danske holds kampe tv-transmitteres på TV3+, og Ligalandsholdet er afsted fra d. 10. til d. 23. januar, hvor spillerne igen vender hjem til klubbernes Superligaforberedelser.
Oprettet af: Simon Iversen
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen