Nyheder


U17 sejrede mod B93

Image

Silkeborg IFs U17 Divisionshold kom et godt skridt nærmere toppen af rækken, da holdet lørdag på udebane vandt med 2-0 over B93. Adnan Sabic lukkede kampen med en scoring kort før tid.


Efter et smalt nederlag til Horsens i forrige weekend, var der bund for revanche, da SIFs U17-mandskab atter var i aktion i weekenden - og med tre point kravlede holdet forbi netop B93, og ind i forfølgerfeltet i tabellen.

Sejren kom i hus efter et mål i hver halvleg. Først afsluttede Jens Martin Gammelby på fornem vis et fint forarbejde af Christian Thomassen og Sven Svalina - og i slutminutterne kombinerede Robert Skov og Adnan Sabic sig igennem til slutresultatet 2-0.

- Det var en af vores bedste præstationer i år. Vi fungerede fint som hold og som en stærk enhed. Rent spillemæssigt er vi meget disciplinerede - og specielt i anden halvleg, har vi nogle gode sekvenser i boldbesiddelse. Vi kom ikke super godt fra start, men efter vores scoring begynder vi at få greb om kampen. I anden halvleg synes jeg vi skaber mange gode chancer - og bør score mere end målet kort før slutfløjtet, udtaler holdets træner Anders Veller.

Første halvleg var præget af mange omstillinger og kamp på midtbanen, mens anden halvleg var mere på gæsternes præmisser. Specielt hæfter SIF-træneren sig ved, at man i store perioder formåede at spille med få berøringer og desuden holde en rigtig fin organisation og forberedelse til omstillingsfasen.

U17 holdet spiller sidste kamp i efterårsturneringen på Søholts kunstgræsbane på lørdag kl. 14.

Kampfakta:
U17 Divisionen

B93 - Silkeborg IF 0-2 (0-1)
Mål: Jens Martin Gammelby, Adnan Sabic

Advarsler: Joachim Jæger, Christian Thomassen og Robert Skov.

SIF:
Nicolaj Flø, Mathias Adler (71: Emil Søgaard), Tobias Juul, Tobias Salquist, Simon Brink, Jens Martin Gammelby, Joachim Jæger, Christian Thomassen, Mark Olsen (62: Mathias Frederiksen), Robert Skov, Sven Svalina (62: Adnan Sabic).






Oprettet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com