Nyheder


U17 i målorgie

Image

På en historisk varm oktoberdag deltog Silkeborg IFs U17 Divisionshold i et sandt fodbolddrama, der sluttede hele 4-4 mod Haderslev. Jens Martin Gammelby scorede tre gange for gæsterne.


Lørdag klokken 13.30 blev opgøret mellem rækkens nummer to – hjemmeholdet fra Haderslev – og rækkens nummer syv – gæsterne fra Silkeborg IF – sat i gang. På netop dette tidspunkt kom temperaturen over de magiske 25 grader, som markerer en meteorologisk sommerdag, og det var lige ved at blive en himmelsk sommerdag, da SIFerne i dommerens tillægstid kunne have taget alle tre point med hjem.

Kampen mod Haderslev startede en lille smule sløvt uden det helt fine fodboldspil. Hjemmeholdet kom foran på et skud fra distancen der blev rettet af og gled i mål uden chance for Nicolaj Flø i SIF-målet. To minutter efter kunne SIF dog reducere efter en standardsituation, hvor Jens Martin Gammelby satte foden på en bold fra Tobias Madsen. Kort inden pausen fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, som blev sendt i mål, selvom Nicolaj Flø havde fingrene på.

Efter pausen skubbede udeholdet presset lidt længere frem på banen og det gav bonus ved et større spilovertag og som følge heraf et nyt straffespark, som Jens Martin Gammelby sikkert scorede på. Haderslev var dog stadig farlige, specielt i omstillingerne, men det blev efter en standardsituation at en spiller i blåt pludselig dukkede op i feltet og sendte bolden i mål.

Et kvarter før tid skubbede midtjyderne en forsvarer frem på midtbanen og Jens Martin Gammelby fra midtbanen frem i de forreste geledder og fem minutter senere kunne han så sætte foden på et indlæg fra Tobias Madsen og fuldbyrde sit hattrick.

Silkeborgenserne forsøgte at fastholde presset med samme formation, men blev fanget i endnu en omstilling og et skud fra kanten af feltet strøg under Nicolai Flø i målet og for fjerde gang var man altså et mål nede. Heldigvis dukkede Adnan Sabic op i feltet et par minutter før tid og scorede i to forsøg til slutresultatet 4-4. Selvsamme Adnan Sabic havde muligheden i overtiden efter et lille powerplay foran Haderslevs mål. Et stolpeskud fra Tobias Madsen gav en ripost, som Sabic var over, men hjemmeholdets målmand sprællede - ikke forgæves - og sikrede med en flot redning rækkens nummer to det ene point.

Efter kampen havde træner Anders Veller følgende kommentar:

- Det var en god kamp for os. Vi mødte en dygtig modstander som virkelig kunne presse os på de rigtige parametre. Når vi dummede os blev de farlige. Vi spillede ind imellem noget flot fodbold, men hvis vi trak lidt i bremsen, blev vi straffet. Jeg er glad for at vi spillede en flot anden halvleg. Vi viste at vi kan presse på større områder, vi skabte chancer via fladt opspil, vi kom til baglinjen og fik folk i feltet. Vi spillede meget optimistisk fodbold - og det er også det som gør lidt ondt på os engang imellem. Det er flot at score fire mål i Haderslev, men når vi gør det, skulle vi gerne have tre point med hjem - og det er vel det eneste malurt i bægeret. Det vi virkelig kan bruge til noget er, at vi kom tilbage fire gange efter at have været bagud. Der bliver flere og flere mænd af drengene for tiden - og det kan vi bygge meget på, slutter Anders Veller, der glædede sig over en stærk præstation fra Jens Martin Gammelby, samt gode offensive takter fra Tobias Madsen og indhopperen Adnan Sabic.

Kampfakta:
U17 Divisionen

Haderslev FK – Silkeborg IF 4-4 (2-1) 

Mål: 1-1, 2-2 (str.) og 3-3 Jens Martin Gammelby, 4-4 Adnan Sabic.

Advarsler: Jens Martin Gammelby.

SIF: Nicolaj Flø, Oliver Keldorf (60: Simon Brink), Tobias Juul, Tobias Salquist, Søren Munk, Joachim Jæger, Jens Martin Gammelby, Tobias Madsen, Christian Thomassen (49: Sven Svalina), Robert Skov, Mark Olsen (56: Adnan Sabic).




Oprettet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com