Nyheder


Første nederlag til U19

Image

Silkeborg IFs U19 Divisionshold måtte i weekenden lide sæsonens første nederlag, da holdet på udebane tabte med 1-2 til Nordvest FC. Mathias Lynge reducerede for SIFerne.


Otte kampe uden nederlag og en placering øverst i tabellen. Det var status for Silkeborg IF inden dagens kamp mod hjemmeholdet Nordvest FC, der omvendt var at finde i bunden af tabellen uden en sejr i deres første ni kampe. På papiret en opgave der burde være overkommelig, men heldigvis for sporten spilles kampe ikke på papir.

God start af SIF
Kampen startede med de unge SIFere i teten. De fik presset spillet op på Nordvest s banehalvdel, uden dog at blive rigtigt farlige. Holdet fik dog fremtvunget en del hjørnespark, men her manglede den sidste skarphed i løb og timing.

Silkeborg IF prøvede at spille bolden frem i banen og holde fast i bolden, men heller ikke den øvelse lykkedes specielt godt. Banen var i kategorien elendig og det gav det hårdt arbejdende hjemmehold gode arbejdsbetingelser i erobringsspillet.

1-0 til Nordvest
Den rodede kamp var præget af mange stop i spillet som følge af frispark og indkast. Og det var netop efter et langt indkast, at hjemmeholdet kunne bringe sig foran med 1-0. SIF-forsvaret fik ikke markeret færdigt i situationen og Nordvest kunne sparke en returbold ind bag en sagesløs Christian Schultz i målet. Dermed var hjemmeholdet foran efter 25 minutters spil.

Målet gav hjemmeholdet den tro på tilværelsen, de havde manglet indtil da, og de fightede med alt hvad de havde. SIF derimod lod sig irritere af de mange frispark og havde det mere end svært imod de fysisk stærke modstandere.

Gæsterne kom ud til 2. halvleg med ny energi og forsøgte at kæmpe sig tilbage i opgøret. Det lykkedes også, dog uden at være prangende.

Nordvest på 2-0
Netop som de unge SIFere var ved at have fat i kampen, slog Nordvest kontra og på deres første mulighed efter pausen gjorde de det til 2-0. Det var ikke helt retfærdigt i forhold til spil og chancer, men fakta var at de røde var nede med to mål.

Silkeborg IF overtog herefter kampen fuldstændigt og investerede en masse energi i at komme tilbage i kampen. De havde et klart overvægt i spillet og pressede hjemmeholdet langt tilbage.

Mathias Lynge til 2-1
Efter 78 minutter fik SIF noget ud af anstrengelserne. Efter et gevaldigt pres kom holdets skarpe angriber

Mathias Lynge først på et indlæg og sparkede bolden sikkert i kassen. Det var Lynges sjette sæsonmål og han er nu den mest scorende på U19-holdet.

Gæsterne satsede hele butikken det sidste kvarter og havde mulighederne for at udligne. Men enten blev bolden reddet på stregen af de heroisk kæmpende Nordvest-spillere, eller strøg afslutningerne lige forbi målet.

Hermed kunne de unge SIFere forlade Holbæk stadion uden points og med en forhåbentlig vigtig lære om, at man aldrig skal undervurdere sine modstandere – uanset hvor de er placeret i tabellen.

Efter kampen havde holdets træner, Dennis Pedersen, følgende kommentar til dagens kamp :

- Vi leverer en ikke-godkendt første halvleg. Vi spiller med for mange berøringer og vælger for mange svære løsninger. Det gav Nordvest gode arbejdsbetingelser i erobringsspillet. Vi hænger heller ikke ordentlig sammen som hold og er for dårlige til at holde balancen i holdet på midtbanen. 2. halvleg er OK, men heller ikke mere end det. Vi har chancerne til at udligne, men får ikke gjort det færdigt i situationerne. Oliver Jensen kom ind i pausen og hjalp holdet tilbage i kampen og Mathias Lynge har evnen til, at være de rigtige steder i afslutningsspillet. Vi spiller heldigvis igen allerede på lørdag hjemme mod Horsens og her vil vi komme med en helt anden tilgang til kampen, bebuder Dennis Pedersen.

Kamp fakta :
U19 Divisionen

Nordvest FC – Silkeborg IF 2-1 (1-0)
Målscorer: Mathias Lynge

SIF: Christian Schultz, Rasmus Heber (60: Nicolaj Rieper), Simon Ørtoft, Peter Saaby, Morten Andersen Mathias Barthel, Jarl Greve, Oliver Madsen (45: Oliver Jensen), Ari Danielsen (45: Frederik Kragh), Mathias Lynge, Mads Holm.




Oprettet af: Jacob Tind  - Redigeret af: Administrator  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com