Holst fik et kvarters Azurri-lussing
Færøerne blev tirsdag aften i Firenze tildelt en ordentlig lussing af værterne fra Italien, der i EM-kval’en slagtede gæsterne fra Atlanterhavs-øen med hele 5-0. SIFs Christian Holst fik det sidste kvarter på banen.
Christian Holst er normalt en sikker starter for Færøerne, men tirsdag aften på Stadio Artemi Franchi i Firenze havde landstræner Brian Kerr set bort fra den målfarlige SIFer.
Om en Holst i startopstillingen havde gjort den helt store forskel vides dog ikke, for allerede efter 27 minutter førte italienerne med hele 3-0.
Det var også stillingen, da Holst blev sendt i aktion i det 74. minut – men på to mål i de sidste ti minutter lukkede og slukkede ”Azurri” til slutresultatet 5-0.
Færøerne er dermed stadig sidst i EM-kvalifikationspulje C, hvor tre kampe har givet nul point og en målscore på 1-10.
På tredjepladsen i puljen er Kaimar Saag og Estland at finde – esterne møder i næste runde den 8. oktober Serbien på udebane, mens Færøerne samme dag skal en tur til Slovenien.
Estland spillede ikke kvalifikationskamp tirsdag aften, men havde besøg af Usbekistan i en venskabskamp. Det blev en målrig affære, hvor Kaimar Saag startede inde for Estland – men SIFeren kom ikke på tavlen i 3-3 kampen.
Oprettet af: Michael Ravn