Søndagskampe i vente
Kamprogrammet for runderne 11-19 i Superligaen er lagt fast, og Silkeborg IF skal spille næsten alle kampene om søndagen. Kun en udekamp imod rivalerne fra FC Midtjylland skal spilles på en lørdag.
Der var engang, hvor alle Superligakampe blev spillet om søndagen, og sådan bliver det næsten igen for Silkeborg IF i de kommende runder i Superligaen.
DBU har fastlagt dato og spilletidspunkter for Superligakampe i runderne 11-19 i samarbejde med TV-stationerne. Puslespillet er faldet sådan ud, at SIF skal spille otte kampe om søndagen og en enkelt kamp om lørdagen. Ingen mandagskampe.
De fleste af de tilrettelagte kampe spilles kl. 16.00, og dermed bliver størstedelen af kampene vist på TV2 Sport og Canal 9. DR og 3+ viser dog også hver én SIF-kamp i det nye program.
Den eneste kamp, som ikke bliver spillet på en søndag, er lokalopgøret imod FC Midtjylland i runde 18. Den spilles i vestjylland lørdag d. 27/11 kl. 17.00.
Se Silkeborg IFs program indtil runde 19 og få en komplet oversigt over alle Superligakampe på DBUs hjemmeside
Skrevet af: Rasmus Staghøj