Jimbo: Jeg rejser mig igen
Jim Larsen har oplevet både top og bund i sin første sæson i Superligaen. Nu er han i gang med sin anden sæson i Danmarks bedste række, og han er godt på vej imod igen at finde toppen.
Allerede før han havde spillet sin første sæson i
Superligaen færdig, var Jim Larsen på vej til at gøre kometkarriere, da han
blev udtaget til både ligalandsholdet og a-landsholdet.
Siden da er både han og Silkeborg IF faldet i niveau, og med
et skadesforløb oven i er den bomstærke forsvarsspiller blevet sat tilbage i
sin udvikling.
Onside.dk Update har været en tur på Søholt, hvor de har
snakket med Jim Larsen om hans udvikling:
- Rent fodboldmæssigt var det selvfølgelig bedre i
efteråret, fordi vi vandt en masse fodboldkampe, og der var nogle sjove
oplevelser. Men det er også sundt som fodboldspiller nogle gange at få nogle
gok i nøden og så rejse sig bagefter. Det tror jeg, man bliver stærkere af. Det
er jeg i gang med i øjeblikket, og det er vi også som hold.
- Sidste sæson var min første på højeste niveau, så det er
klart, at der er masser af ting at lære endnu. Det tror jeg, de fleste er klar
over, og det har jeg det også fint med. Jeg arbejder hårdt til træning hver
dag, og så kommer det i takt med, at man får en masse rutine, siger Jim Larsen i indslaget.
24-årige Jim Larsen har trods resultaterne i denne sæson holdt et godt
niveau. Han måtte dog indkassere et lidt hårdt dømt rødt kort imod Randers, og
det mangler han fortsat at afsone en karantænedag for. Det gør han imod FC
København i Parken d. 11. September.
Se hele Onside.dk Updates interview med
Jim Larsen på Søholt
her, hvor også Troels Bech medvirker.
Skrevet af: Rasmus Staghøj