Saag vs. Holst
Midt i næste uge tørner to Silkeborg IF-spillere sammen i EM-kvalifikationsturneringen. Det sker, når Estland og Kaimar Saag hjemme i Tallinn tager imod Færøerne og Christian Holst – og der bages godt op til kampen på Søholt.
EM-kvalifikationspulje C skydes i gang næste onsdag, når Færøerne gæster Le Coq Arena i Estlands hovedstad Talinn.
Til kampen vil Silkeborg IF være repræsenteret på begge hold, da både Christian Holst er udtaget for Færøerne og Kaimar Saag for Estland.
Så der er lidt ekstra på spil i opgøret:
- Det er en vigtig kamp for begge hold, for vi kommer nok til at duellere om nogle af de samme placeringer i puljen. Det er da skideskægt at skulle møde en holdkammerat på landsholdsopgave. Det har jeg vist aldrig prøvet før, så det giver noget ekstra lir op til kampen. Vi har da gået og joket med det i lang tid, og jeg glæder mig til at gå med et sejrssmil gennem Tallinns gader efter kampen – med en trist Kaimar ved min side. Der er særdeles vigtig håneret på spil, og hvis Færøerne henter en sjælden landsholdssejr, så er der lagt i kakkelovnen til en kæmpe omgang grov-mobning af Kaimar, griner en forventningsfuld Christian Holst.
Kaimar Saag forventer dog ikke, at holdkammerat Holst vil have mundvigene til at pege opad efter kampen:
- Allerede, da der var trukket lod til puljen, begyndte vi at give hinanden noget gas. Og så er det endda den første kamp i hele kvalifikationsturneringen, og vinderen vil jo lægge sig i spidsen af gruppen – så jo, det er godt nok en kamp, som jeg glæder mig til. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg får lov til at spille fra start, men jeg håber selvfølgelig på at få spilletid – og gerne dueller mod Christian. Så kommer han til at modtage en ordentlig tunnel. Vi er favoritter mod Færøerne og har faktisk efterhånden fået et udmærket hold – det bedste i de tre år, jeg har været inde omkring holdet. Så selvfølgelig tror jeg på sejren – og det bliver IKKE sjovt for Holst bagefter, lyder det fra Kaimar Saag.
Kampen spilles onsdag den 11. august klokken 21.00 dansk tid.
Oprettet af: Michael Ravn