Bech: Tæt på Parken
Silkeborg IF skal i tredje runde af Ekstra Bladet Cup op imod Rajko Lekic' og Emil Farvers tidligere klub, B93 fra 2. Division. Afstanden til Parken er dermed blevet kortere – rent fysisk.
Der er fortsat lang vej til den prestigefyldte pokalfinale i
Parken i foråret. Men efter det fredag stod klart, at Silkeborg IF i
tredje
runde af Ekstra Bladet Cup skal møde B93 på Østerbro Stadion, er afstanden til
Parken pludselig blevet lidt kortere.
- Det er et hold, som flere år i træk har været
oprykningsfavorit, og det er de igen i år. Jeg har ingen grund til at tro, at
vi ikke skal være favorit til at gå videre – og det vil vi også gerne være. Vi
vil rigtig gerne i Parken, og med B93 så er det er vel det nærmeste, vi kan
komme lige nu, siger Troels Bech med reference til at Østerbro Stadion og
Parken kun ligger et Peter Degn-frispark fra hinanden.
SIF var på forhånd sikre på ikke at trække et andet
Superligahold i tredje runde, da de ikke kan møde hinanden endnu.
- Det lignede en hårdere lodtrækning, da vi trak Vejle, men
pokalen har – som vi lige har oplevet – sit helt eget liv, og der vil altid være
en overraskelse i hver eneste runde. Vi skal sørge for, at den ikke skal komme
på Østerbro Stadion. Det er naturligvis en kamp, jeg glæder mig meget til.
B93 er ubesejret i 2. Division Øst med syv point efter tre
kampe og ligger lige nu på en delt førsteplads.
I anden runde af Ekstra Bladet Cup vandt københavnerklubben 2-0 over Tuse IF.
Skrevet af: Rasmus Staghøj