To plus to giver mental honning
Sådan en sejr vil den lige knap dobbelte SIF-målscorer Christian Holst ikke bytte for noget som helst. De to sene mål i ordinær tid og to i den forlængede var ren mental honning.
- En sejr som den her vil jeg ikke bytte for noget som helst. Det er en helt vildt fed følelse at rejse sig på den måde, fastslog Christian Holst i et omklædningsrum, der stadig rungede oven på en decibel-rig sejrssang.
- Det var superhårdt, men når vi ender med at vinde, tager vi jo et kæmpe moralsk kick med os videre. Det så svært ud undervejs, for selv om vi skabte en del i anden halvleg, kunne vi ikke score – og ved 2-0 var det svært at se, hvordan vi skulle kunne komme ind i kampen igen. Men vi troede på det og kæmpede videre til det sidste, og på to mere eller mindre tilfældige mål gjorde vi det slemme ved Vejle. Men tilfældige mål kommer jo kun ud af optimisme, og jeg synes dæleme, at det er stærkt af os, fortæller Christian Holst, der altså måtte nøjes med at blive noteret for et enkelt mål – nummer 20 i 60 kampe for SIF – selv om bolden måske nok var inde over stregen ved 4-2 scoringen:
- Lad nu bare Rajko få den – han går mere op i den slags, gnæggede Holst og fortsatte:
- I den forlængede spilletid viste vi et stort overskud og skilte dem ad – og de to plus to hurtige mål var mental honning for os og rigtig bittert for Vejle, der vel næsten havde booket billetten til næste runde. Det var en hård kamp med rigtig mange minutter, men den her sejr giver bare den fedeste følelse, sluttede Holst.
Oprettet af: Michael Ravn