Nyheder


Hurra for pokalfodbold

Image

Cheftræner Troels Bech kunne for anden kamp i træk se sit hold komme fornemt igen i slutfasen – onsdag aften rakte det til en flot 4-2 sejr over Vejle i Ekstra Bladet Cup efter forlænget spilletid.


- Ja, klokken blev da godt nok mange, men det her var værd at være længe oppe for – hurra for pokalfodbold!

SIFs cheftræner Troels Bech stod med et skævt smil og en videre billet i pokalturneringen, da Vejle Boldklub onsdag aften blev sendt ud af Ekstra Bladet Cup med et nederlag på 4-2 mod SIF, der med to sene mål i anden halvleg og endnu to i den forlængede spilletid gjorde det ondest mulige mod VB:

- Vejle spillede jo ellers fint længe, og det var en præstation af dem at score to gange i vores to gode perioder. Vi kom okay i gang, men mistede alt for mange bolde, når vi endelig kom fremad – og så straffede Vejle os lige på de tidspunkter, hvor vi ellers så bedst ud. Det var to hårde mål at indkassere for os, der jo på det sidste har måttet tage nogle buler i undervognen – men så meget desto større er glæden, når det lykkes at vende tingene til sidst, fortalte Bech.

- Vi fik lagt et godt pres på Vejle mod slutningen og blev ved med at tro på, at vi kunne nå det. Og lidt forudsigeligt knækkede de, da vi først fik udlignet til 2-2 og siden lagt endnu mere pres på. Sådan en sejr kan trække renter – for ud over avancementet til næste runde er der et kæmpe moralsk udbytte at tage med hjem. Vi viste igen, at vi er i stand til at kæmpe til det sidste. Så selv om 120 minutter plus det løse er dyre i kræfter, så giver det måske nok endnu flere på den mentale konto, sluttede den erklærede pokalentusiast Troels Bech.




Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com