Tvivlsom Kim O tror på VB-sejr
Influenzaramte Kim Olsen er tvivlsom til onsdagens pokalbrag mod sin tidligere klub Silkeborg IF, der onsdag klokken 20.45 møder et tændt Vejle-hold på Jokri Park i Ekstra Bladet Cup.
SIFs tidligere nummer 19-topscorer Kim Olsen skiftede i sommerpausen fra Allsvenskan-klubben Örebro SK til Viasat Divisions-holdet Vejle Boldklub.
Her har den lange målræv fået en god start med et enkelt mål til følge – men efter at have pådraget sig en slem influenza er han mere end tvivlsom til onsdagens pokalbrag, som han ellers har glædet sig gevaldigt til:
- Da jeg så lodtrækningen, var det med en blandet følelse. For selvfølgelig er det helt vildt sjovt at skulle op imod sine gamle venner og holdkammerater, men det var også en meget svær lodtrækning. At skulle møde et Superliga-hold allerede i anden runde er jo ikke helt optimalt, men på den anden side er det jo også en sportsligt skidt lodtrækning for SIF. Desværre er jeg tvivlsom til kampen med influenza, men jeg håber selvfølgelig vildt meget på, at jeg kan være med mod en klub, der har betydet ekstremt meget for mig, siger den gamle publikumsfavorit.
Kim Olsen blev i november 2008 solgt fra SIF til Örebro SK efter et succesrigt lejeophold. I alt nåede han 20 mål i 56 turneringskampe for svenskerne, inden han drog hjem til Danmark og skrev kontrakt med Vejle Boldklub. Her er han kommet ind på et hold, som er kommet fint fra land med syv point i tre kampe:
- Vi har fået en god start og tror på sejren i alle kampe. Vi er meget tændte til pokalkampen mod SIF, som jo også er et lokalopgør med en vis historie i sig mellem to traditionsklubber. Jeg synes, at jeg er kommet ind på et hold, som arbejder hårdt og er meget ydmyge – sidste sæson var forfærdelig for VB og måske lidt af en øjenåbner, så de to største nøgleingredienser på mit nye hold må være ydmyghed og hårdt arbejde. Det kan man komme langt på – forhåbentlig også i pokalturneringen, hvor alt jo kan ske, og hvor Vejle havde et flot pokaleventyr sidste år som plaster på såret over en ellers skidt sæson, fortæller Kim O.
Han spiller gerne favoritrollen over på sin gamle klub:
- Sådan vil det nødvendigvis være, når et hold fra den næstbedste række møder et hold fra den bedste. Men vi kan slå alle hold på en god dag og tror i høj grad på, at vi kan sende SIF ud i morgen aften. Det kunne godt blive en fin fodboldkamp mellem to hold, der gerne vil spille fodbold – men primært tror jeg på en hård pokalfight, lyder det fra Olsen, der stadig følger SIF tæt:
- Men onsdag aften holder jeg altså med Vejle!
Kim Olsen spillede 67 kampe og scorede 25 mål for SIF.
Oprettet af: Michael Ravn