Heinze vil holde nullet
Lasse Heinze runder 40 kampe i SIF-trøjen på søndag, når Randers FC kommer på besøg. Det vil han fejre med at finde tilbage til gamle dyder og holde nullet overfor formstærke Yura Movsisyan fra Randers FC.
Lasse Heinze er i gang med sin anden sæson som SIF-spiller,
efter han sidste sommer skiftede til Silkeborg IF fra FC Midtjylland på en
lejekontrakt, som senere blev skiftet ud med en permanent aftale.
Og selvom sæsonstarten i år ikke er gået helt efter planen, så nyder den 24-årige
målmand, at han skiftede ulvepelsen ud med en SIF-trøje.
- Det var meget nyt for mig at skifte klub og komme til et
sted, hvor jeg ikke havde været før og ikke kendte så mange. Men alt i alt har
det været en rigtig fin oplevelse, og en virkelig god tid, jeg har haft. Jeg er
glad for at være her, og jeg betragter det som et sundt skifte for mig, siger
førstemålmanden.
Der er dog en ting, der nager den sikre skanse i SIF-målet, og det er den
aktuelle målscore, som lige nu siger 4-10. Nu skal målet holdes rent, for
Heinze er træt af at hente bolden ud af nettet.
- Det har ikke været særlig fedt – bestemt ikke. Jeg er ikke så meget for at
sammenligne med sidste års sæsonstart, fordi det er så lang tid tilbage, men
jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at der havde vi et rigtig
godt scoringssnit. Det piner mig rigtig meget, at det er blevet dårligere, for
det er min professionelle stolthed ikke glad for. Jeg vil klart hellere vinde
1-0 end 4-3 næste gang, siger Heinze.
Skrevet af: Rasmus Staghøj