Nyheder


Saag skal op mod Italien

Image

Efter at have spillet an afgørende rolle i sidste uges EM-kvalifikationskamp, er SIF-angriberen Kaimar Saag igen udtaget til det estiske landshold, der 3. september skal op imod Italien i en ny kval-kamp.


Kaimar Saag måtte sidste onsdag vente til det 62. minut, før Estlands landstræner Tarmo Rüütli satte ham ind i EM-kvalifikationskampen mod Christian Holst og Færøerne.

Her var stillingen noget overraskende 0-1 til Færøerne, der var kommet i front efter 28 minutter.

Men indskiftningen af Kaimar Saag ændrede billedet, for efter 91 minutter sørgede SIFeren for Estlands udligning til 1-1  på en flot flugter – og i 93. minut var Saag millimeter fra at røre bolden, da Estland sikrede sig sejren med et mål på kampens sidste angreb:

- Det var helt klart den største dag for mig som fodboldspiller indtil videre. At score på A-landsholdet bliver ikke større for mig – og at det så endda var på hjemmebane og i overtiden var jo helt vildt. Folk gik jo helt amok på en måde, som man normalt ikke ser i Estland, så det var fantastisk at få lov til. Aviserne skrev om, at nu var der fundet den nye førsteangriber og publikum var helt vilde. Landstræneren var selvfølgelig også godt tilfreds, så det var en pragtfuld aften – måske den største aften i mit liv, fortæller den unge ester.

Truppen til Estlands forestående kval-kamp mod Italien – som spilles hjemme på Le Coq Arena i Tallinn fredag den 3. september – er netop udtaget, og her har Saag fået genvalg:

- Det er selvfølgelig en stor ting at skulle op imod alle verdensstjernerne fra Italien. Men det bliver svært for italienerne, der jo skal op mod gruppens førerhold, haha! Vi vil prøve at forsvare vores førsteplads i puljen, og selvfølgelig bliver det svært. Men vi er gode på hjemmebane og har i mine øjne det bedste estiske landshold, mens jeg har været inde omkring. Så vi har en chance, men vi kan jo nok ikke forvente at smadre Italien. Én ting er forventninger og noget andet er håb, og håbet har vi intakt. Vi er blevet et meget bedre hold og kan slå de fleste, hvis vi rammer dagen, men mange ting skal selvfølgelig gå op i en højere enhed, lyder det fra Saag, der også er med i truppen til Estlands venskabskamp mod Usbekistan tirsdag den 9. september i Talinn.

Estland topper kvalifikationspulje C foran Italien, Serbien, Nordirland, Slovenien og Færøerne – men kun Estland og Færøerne har endnu været i kamp. Dét altså med Saag i en hovedrolle - og med håneretten på sin side.

Se højdepunkterne og Kaimar Saags ene (!) mål i et sammendrag fra Estland-Færøerne herunder:  








Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com