Nyheder


Der skal slides og knokles

Image

Cheftræner Troels Bech ser i sin klumme i kampavisen SIFokus frem mod søndagens svære kamp mod et AC Horsens-hold, der ikke længere kun er store, gulklædte kæmper.


Søndag står AC Horsens på menuen på Silkeborg Stadion. Der er tale om en nøglekamp igen – mod et hold, der befinder sig i samme geografi både på kortet og i tabellen. Vi må forvente, at AC Horsens bliver en stor konkurrent for os hele sæsonen igennem, så det siger sig selv, at vigtigheden af søndagens opgør er enorm.

Horsens har tidligere haft ry for at gøre tingene meget svært for modstanderen. Sådan er det stadigvæk – men hvor det for 4-5 år siden primært bestod i at vanskeliggøre og nærmest ødelægge spillet for modstanderne, er det nu mere i kraft af eget spil.

AC Horsens i dag er ikke længere kun store, gulklædte kæmper, der nedbryder spil og knogler hos modstanderne. I dag er der for eksempel en midtbane med Martin Retov, Martin Spelmann og Thomas Kortegaard. Det er habile boldspillere, som nok ikke var kommet på holdkortet for 4-5 år siden.

Når vi så lægger den mindste af dem alle – Macena – oven på toppen, så har vi en spiller, der er dygtig nok til at true alle Superliga-forsvar. Og samlet set i kombination med de mange øvrige dygtige ACH-spillere giver det et billede af et Horsens-hold, som er mindre kraftbetonet, men mere spillestærkt end vel nogensinde set før i Superliga-sammenhæng.

Til gengæld ser de ikke ud til at have slækket det mindste på løbevilligheden, som jo tidligere satte en ny standard for flid i Superligaen. Som et forholdsvist nyt element i den bedste række kunne AC Horsens simpelthen forhøje overliggeren på dét område, og det må siges at være stærkt gået. Og er en kultur, som den dag i dag bærer igennem i den gule klub.

Det stiller os selv over for en opgave, hvor vi selv skal forvente at have kort tid i og til vores aktioner. Der vil være få sekunder til at drage fordel af vores bolderobringer, og derfor vil det være afgørende, at vi kan spille boldene tidligt fremad efter erobringerne.

Intet hold har nogensinde slået AC Horsens med magelighed og en tilbagelænet tilgang til kampen mod dem. Derfor er Den Gule Fare da også en sand favoritdræber – for ingen lykkes med mindre end en 100 procents indsats mod Horsens. Heller ikke FCK, OB - eller SIF. Der skal slides og knokles, spilles og tackles, for ellers får vi ikke noget ud af søndagens kamp. Det er helt definitivt, at vi intet får forærende.





Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com