SIF skal til Vejle i pokalturneringen
Der er fredag middag trukket lod til pokalturneringen Ekstra Bladet Cup, hvor Silkeborg IF skal en tur til Vejle i en kamp, der formentlig afvikles onsdag den 25. august i Nørreskoven.
Der kunne næsten ikke have været en meget værre lodtrækning for SIF, da der fredag middag blev trukket lod til Ekstra Bladet Cups 2. spillerunde. I stedet for fx et af de fire Serie 1-hold kom der nemlig en ganske svær modstander op fra bowlen.
Modstanderen blev Vejle Boldklub, der som rangeret en række under SIF har hjemmebanefordelen på Jokri Park.
Vejle sikrede sig i forgårs avancement i turneringen med en ellers sløj indsats mod 2. divisionsholdet Otterup, der fik vejlenserne ud i forlænget spilletid, før det otte minutter i straffespark endte med en VB-sejr.
Vejle Boldklub har oprustet markant op til indeværende sæson, hvor blandt andet de to tidligere SIF-angribere Kim Olsen og Anders Clausen og keeper Henrik Ipsen er hentet til Nørreskoven.
I Viasat Divisionens premiererunde blev det i søndags til 0-0 mod AGF.
Oprettet af: Michael Ravn