Bech: Savnede præcision
SIFs cheftræner Troels Bech så tirsdag en livlig træningskamp mellem to offensivt orienterede hold. Lyngby og Silkeborg IF spillede 2-2 i en kamp, hvor Bech savnede præcision hos SIFerne.
- Vi så to offensivt indstillede hold, og det borger jo ofte for en god kamp for tilsuerne. Men jeg var ikke tilfreds med vores pasningsspil generelt eller vores forsvarsspil i de situationer, hvor Lyngby scorede. Det virkede en smule ukoncentreret, selv om vi havde et chancemæssigt overtag og perioder med spillemæssigt overtag. Jeg kunne godt ønske mig, at vi havde taget mere initiativ i kampen, men vi har jo stadig tid til at rette nogle ting og dygtiggøre os, lød det fra Troels Bech kort efter kampen.
Han så sit hold brænde masser af chancer på den udmærkede bane:
- Vi tilspillede os masser af chancer, men savnede lidt præcision - både i afslutninger, pasninger og markeringer til tider. Til gengæld bød kampen på fire flotte mål og for vores eget vedkommende to af slagsen signeret Frank Hansen. Jeg har kendt ham meget længe, men jeg kan altså ikke huske at have set ham score to mål nogensinde før – heller ikke til træning, sluttede Troels Bech med et smil.
Lørdag eftermiddag spiller SIF sommerens sidste træningskamp i Göteborg mod BK Häcken, før det for alvor går løs i Superligaen ude mod FC Nordsjælland den 18. juli.
Oprettet af: Michael Ravn