Rajko efterlyser mere skarphed
Tættest på en SIF-scoring i lørdagens kamp på heden var Rajko Lekic, som dog efterfølgende efterlyste mere skarphed i gæsternes angrebsopbygning.
- Vi er ikke farlige nok. Vi har ikke de dér 100 procents chancer. Vi har nogle løse muligheder, som jeg også selv har, men ingen 100 procents chancer. Det skal vi hjem og arbejde meget hårdt på, sagde SIFs Rajko Lekic efter kampen til TV 2 Sports udsendte reporter.
Trods nederlaget kunne Lekic også finde positive ting at tage med hjem til Søholt:
- Det var en af vores bedre kampe, og det er hårdt at stå her. Vi havde snakket om, at vi skulle ud og kæmpe og løbe for hinanden. Det gjorde vi stort set hele kampen, men på to-tre dødbolde står vi ikke tæt nok på vores modstandere, og det er det, der afgør det i dag. Det var stadig et skridt fremad, og det er hårdt at stå og sige, når vi har tabt, men vi må tage det positive med og rette fejlene til næste kamp, sluttede en skuffet Lekic.
Oprettet af: Michael Ravn