Flinta: Sær fornemmelse
Den tidligere FCM-spiller Dennis Flinta sad med en lidt sær fornemmelse i det skuffede SIF-omklædningsrum oven på nederlaget på heden. Den gode indsats rakte ikke til point.
Dennis Flinta, der har en fortid i FC Midtjylland, spillede hele kampen som højre back, da FCM lørdag vandt med 2-0 over Silkeborg IF:
- Ja, og når vi så sidder her bagefter nederlaget, så er det altså med en lidt sær følelse. Det var vigtigt, at vi rejste os spille- og indsatsmæssigt oven på kampen i Farum, men resultatet kan vi jo ikke bruge til noget. Det er meget skuffende – de har INTET, før de får straffesparket, og det sker endda på et tidspunkt, hvor vi burde have været foran. Men vi får godt nok at mærke på den hårde måde for tiden, hvordan det er at have modgang, sukkede Dennis Flinta.
Flinta fastholdt dog en vis optimisme ud fra de gode takter, der var på SIF-holdet undervejs:
- Vi kan tage meget med fra kampen i dag. Indstillingen var helt forandret i dag, og vi spiller en udmærket gang fodbold til tider. Desværre savnede vi skarpheden i begge ender, og det blev afgørende for kampen. Nu ser vi fremad med en vis optimisme og glæder os til at møde Lyngby på Silkeborg Stadion på søndag. Der er det bare ud over stepperne med fuld fart på, for det er en kamp, der bare skal vindes, fastslog Dennis Flinta.
Oprettet af: Michael Ravn