Sublim Livecast-service på silkeborgif.com
Silkeborg IF kan nu lancere et helt sublimt livecast-modul med masser af statistikker og nørd-stof på silkeborgif.com. Servicen udbydes i forbindelse med samtlige Superligakampe.
Godt nyt til de SIF-fans, der af den ene eller anden grund ikke har mulighed for at følge holdet live på hjemme- og udebane:
silkeborgif.com vil fra og med søndagens Superliga-premiere mod FC Nordsjælland tilbyde en særdeles omfattende og skarp livecast, hvor man ud over at følge kampens generelle udvikling også vil kunne gå i dybden med alle spillernes præstationer i kampene.
Således vil det være muligt for eksempel at se spændende statistikker som antal vundne og tabte dueller, indlæg forsøg på mål, boldaktioner og meget mere i danmarkshistoriens mest omfattende fodbold-liveservice nogensinde.
Servicen leveres af selskabet Amisco, der foretager omkring 2.000 registreringer pr. kamp – så ja, der er lidt at gå i krig med!
Få et smugkig på livecast’en på forsiden af silkeborgif.com ved punktet ”Næste kamp” i højre side. Her er indsat et rødt Livecast-link, som dirigerer videre til modulet, som også kan nås direkte her.
Servicen vil dog først være fuldt ud sat op til søndagens kamp og kan i øjeblikket indeholde forskellige små-fejl, da der stadig testes på livet løs.
Rigtig god fornøjelse med den nye Livecast!
Oprettet af: Michael Ravn