Nyheder


Lekic tilbage i SIF

Image

Rajko Lekic vender hjem til Silkeborg IF. Den tyrkiske klub Konyaspor har brudt de aftalte rammer i købsaftalen, og Lekic’ skifte er dermed afblæst.


SIFs topscorer Rajko Lekic skifter alligevel ikke til den tyrkiske klub Konyaspor, der har brudt købsaftalen ved ikke at betale Silkeborg IF Invest A/S det aftale transferbeløb pr. omgående:

- Den tyrkiske klub henvendte sig fredag med en melding om, at de ikke som aftalt var i stand til at betale hele transfersummen med øjeblikkelig virkning – og vi har derfor ophævet handelen. Den slags uprofessionelle opførsel vil vi ikke acceptere, og Rajko Lekic er dermed fortsat SIF-spiller. Vi ærgrer os over, at både vi og Rajko Lekic har spildt tiden i den sidste uge – men glæder os selvfølgelig over, at vi fortsat har vores topscorer til disposition, fastslår adm. direktør Kent Madsen fra Silkeborg IF Invest A/S.

En halvchokeret Rajko Lekic selv kalder udviklingen for held i uheld:

- At der allerede så tidligt i forløbet opstår så store problemer for den tyrkiske klub viser vel egentlig, at det afblæste klubskifte kan kaldes for held i uheld. Hvordan ville det så ikke have fungeret senere hen i forhold til for eksempel lønudbetaling? Jeg har en blandet følelse, for jeg var glad for skiftet til Konyaspor – men jeg har ikke lyst til at være i en klub, der opfører sig på den måde. I stedet vælger jeg at glæde mig over at skulle blive i Silkeborg IF, hvor det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg trives fantastisk både på og uden for banen. Og det er jo ikke umuligt, at jeg kan komme af sted igen, hvis bare jeg leverer målene for SIF, siger Rajko Lekic.

Lekic, der i forvejen var hjemme i Danmark for at pakke sine ting ned, genindtræder dermed sin eksisterende aftale med SIF og er til disposition til søndagens premierekamp i Farum.








Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com