Den nye speaker glæder sig
Silkeborg Stadions nye speaker, Jacob Nøhr, glæder sig til de kommende udfordringer bag mikrofonen i speakerboksen. Det fortæller han i et interview med Midtjyllands Avis.
28-årige Jacob Nøhr har takket ja til at blive den nye speaker på Silkeborg Stadion, efter at Leo Christensen efter 18 år på posten har valgt at træde tilbage.
Nøhr, der til daglig fungerer som studievært på Radio 1, kender allerede til jobbet, da han tidligere med stor succes har afløst Leo Christensen i speakerboksen:
- Det bedste er følelsen, når man skruer op for mikrofonen, og man ved, at folk lytter. Det giver lidt et adrenalin-kick. Jeg glæder mig også til at skulle arbejde sammen med og møde en masse rare mennesker, fortæller Nøhr, der drømmer om endnu en silkeborgensisk fodboldguldalder:
- SIF vandt jo DM to år efter, at Leo var startet. Jeg håber da, at det samme vil ske for mig - måske allerede i år, smiler den nye stadionspeaker overfor Midtjyllands Avis.
Læs interviewet med Jacob Nøhr her.
Oprettet af: Michael Ravn