Nyheder


U19: 70 minutters god fodbold rakte ikke

Image

Silkeborg IF mødte onsdag aften AaB på udebane i U19 Ligaen, og på trods af en SIF-scoring signeret Kristoffer Nygaard måtte gæsterne indkassere et nederlag på 3-1.


Mens AaB spillede for femtepladsen spillede SIF for endegyldigt at tage skridtet væk fra bunden og de kedelige placeringer i tabellen. Det var derfor to motiverede hold, som bød hinanden op. Begge hold startede godt med hurtigt kombinationsspil og målsøgende spil. De fysiske stærke AaB-spillere fik held til et par gange, at komme over kanten og slå giftige indlæg i feltet. Heldigvis var AaB-angriberne ikke skarpe nok, og det gav derfor ingen scoringer.

Efter 12 minutter burde SIF have bragt sig foran, da Sebastien Moneron pillede bolden fra AaBs målmand. Men desværre blev vinklen for spids, og afslutningen gik ved siden af. Dette var signalet til en rigtig god SIF-periode, hvor holdet med hurtigt og godt kombinationsspil var lige ved og næsten et par gange. Første halvleg endte dog uden scoringer:

- I pausen var det småting, vi skulle justere. Vi havde lidt problemer med rummet mellem midtbane og forsvar, som vi ikke helt havde styr på. Derudover skulle vi gøre tingene færdige og blive skarpere på den sidste tredjedel, fortæller SIF-træner Henrik Varbøl Andersen.

Allerede efter syv minutter af anden halvleg var skarpheden i orden. Jeppe Illum så ud til at have mistet bolden, men erobrede den hurtigt tilbage. Han sendte en tværaflevering ind foran mål, hvor Kristoffer Nygaard kom og sparkede bolden ind via AaBs målmand. Målmanden blev i situationen skadet og måtte ti minutter senere forlade banen.

Herefter sad SIF godt på kampen, og på et perfekt gennemspillet angreb stod to SIF-spillere helt fri i feltet. Ingen af dem fik dog fat i tværbolden, og derfor stod der fortsat 0-1. AaB-spillerne var i denne periode frustrerede og kunne ikke rigtig få deres spil til at hænge sammen.

På en lang bold frem til deres angriber skabte de dog en chance med ca. tyve minutter igen. SIF-forsvaret var en anelse passive, og AaB-angriberen vendte rundt og kunne let sende en holdkammerat af sted i dybden. Han kunne ganske nemt sparke udligningen ind til 1-1.

Dette gav tilsyneladende den rette energi til hjemmeholdet, og blot to minutter senere scorede AaB så igen. Endnu engang fik en AaB-angriber raget en bold til sig inde i feltet. Morten Thønning fik i første omgang taklet AaBeren, men da han liggende låste bolden mellem sine fødder, burde dommeren have fløjtet for frispark til SIF. Fløjten forblev dog tavs, og bolden røg hen til en AaBer, som ubesværet kunne bringe AaB på 2-1.

SIF spillerne havde herefter rigtig svært ved at få spillet til at hænge sammen, og det hele udviklede sig til en masse brok mod dommertrioen. Det var derfor logisk, at AaB afgjorde kampen fem minutter før tid og scorede til 3-1 på et langskud fra kanten af feltet:

- Det er en underlig fornemmelse at stå med efter kampen, hvor vi i 70 minutter spiller rigtig godt og skaber en del muligheder. Desværre får vi ikke det vigtige 2-0 mål, og da AaB udligner, går vi i stå og AaB udnytter dette til sejren. Dette er desværre kendt historie for os. Vi kan have stor ære af kampen, som så mange gange før, men igen ender det hele med et nederlag. Det har vi alt for ofte oplevet i denne sæson, og det er sgu efterhånden ved at være en dårlig vane, at vi spiller lige op med vores modstandere og enkelte gange er bedre - men alligevel ender med at tabe til sidst. Jeg føler med gutterne, som leverer gode præstationer. Vi vil dog meget gerne slutte sæsonen godt af med en sejr og det vil vi jagte ude mod AB på lørdag, slutter Henrik Varbøl Andersen.

Bedste SIF-spillere var målscorer Kristoffer Nygaard og Jonas Thomsen. Hele holdet leverede dog generelt en godkendt indsats i de fleste situationer.

Onsdag den 16. juni, U19 Ligaen

AaB – Silkeborg IF 3-1 (0-0)
Mål: 0-1 Kristoffer Nygaard (52); 1-1 (74), 2-1 (76), 3-1 (85).

SIF: Jonas Hovesen, Morten Simonsen, Morten Thønning, Daniel Pedersen, Mathias Kirk, Lasse Mikkelsen (80:Michael Brodersen), Jonas Thomsen, Simon Skibsted, Jeppe Illum (70:Mathias Ehlers), Kristoffer Nygaard (88:Hassan Warsame).






Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com