Kampen spilles!
Efter at have inspiceret Køge Stadions græstæppe lørdag eftermiddag, har dommer Emil Laursen erklæret banen for spilbar - og dermed gennemføres HB Køge-Silkeborg IF søndag klokken 16.00 som planlagt.
HB Køges sædvanlige hjemmebane, SEAS-NVE Park måtte strække våben over for Kong Vinters frosne jerngreb - men til gengæld træder gode, gamle Køge Stadion med sine åbenbart bedre jordbundsforhold nu til, så SIFs forårspremiere søndag eftermiddag kan afvikles.
Kampens dommer Emil Laursen har lørdag klokken 16.00 sammen med repræsentanter fra HB Køge - et døgn før kampen - godkendt banen, og dermed er der lagt op til SAS Liga-fodbold på det gamle stadion, der senest bød på Superliga-fodbold i 2002/2003, hvor en af HB Køges moderklubber, Køge Boldklub, spillede på højeste niveau.
SIF spillede i den sæson to gange i Køge - og det kastede først en 4-0- og siden en 3-1 sejr af sig for de rød-hvide gæster.
Lad da endelig historien gentage sig søndag eftermiddag...
Oprettet af: Michael Ravn