Et fremsynet tilbageblik
Torsdag aften var partnere fra Silkeborg IF Invest A/S' erhvervsklub inviteret til "Gå hjem møde" på Silkeborg Stadion, hvor Keld Bordinggaard, Kent Madsen og Troels Bech tog de små 100 fremmødte tilbage til jubelåret 1994.
Keld Bordinggaard glemmer aldrig den dato - den 12. juni 1994 - da Silkeborg IF snød FC København i sæsonens sidste spillerunde og hev guldet til Søhøjlandet. Dengang var han aktiv spiller i SIF. I dag er han aktiv observatør - dels gennem sit arbejde som landstræner for Danmarks U21-landshold og dels gennem sit passionerede SIF-hjerte, der stadig banker for klubben.
Sammen med SIFs adm. direktør Kent Madsen og cheftræner Troels Bech havde besøget fra SIF-koryfæet været med til at lokke en større flok af SIFs erhvervspartnere fra arbejdskontoret til Business Loungen på et sneklædt Silkeborg Stadion.
Inde i varmen fortsatte Keld Bordinggaard sin beretning om den sæson og de spillere, der i 1993/94 sikrede Silkeborg IF medaljer af ædleste karat:
- Vi var en flok spillere, der fik frigjort vores potentiale gennem hinanden. Uden at sammenligne kan man godt trække paralleller til SIF anno 2010. Vi fik det bedste ud af et hold, som ingen rigtig regnede med. Man kan spørge sig selv, om det er muligt igen? Hvorfor ikke? Jeg er ikke tæt på truppen, men jeg kan på afstand se, at holdet har den teamspirit, der skal til for at opnå resultater, lød det blandt andet fra Keld Bordinggaard, inden han kom med sit personlige bud på, hvad der gør et godt fodboldhold:
- Et hold skal have et godt immunforsvar. Har holdet troværdighed, viser det potentiale, og arbejder man ud fra en fælles strategi, så giver det et godt immunforsvar, hvor man siger: "alle de andre kan bare komme an". Hold, der har immunforsvaret på plads, er altid med til at skabe gode resultater - og det ser ud til, at Silkeborg IF har et godt immunforsvar i øjeblikket, vurderede ungdomslandsholdstræneren.
En historisk chance
Næste foredragsholder i rækken var adm. direktør Kent Madsen, der også tog udgangspunkt i historien for at fortælle om nutiden og fremtiden for Silkeborg IF:
- Mindet om 1994 viser os, hvorfor det er slæbet værd at drive en fodboldklub. Det var "David mod Goliat" dengang, og den historie er endnu mere udtalt i dag. Bare se på vores modstanderes økonomiske armbevægelser. Vi kommer aldrig til at hente spillere hjem for 10, 15 eller 20 millioner kroner. Det er der nok heller ikke så mange af de andre danske klubber, der gør lige foreløbigt. Men det viser også, at vi har en historisk chance for at udligne det spring, der har været op til "store" klubber i dansk fodbold. Mens andre stopper op, er vi i stand til at holde det gear, vi lige nu træder, fortalte Kent Madsen.
Silkeborg IF er blandt fåtallet af SAS Liga-klubber, der kan præstere en reel fremgang på indtægter af sponsorater. Men direktøren håber at hente mere fra arrangementets besøgende virksomheder:
- Trods fremgangen fortsætter vi gerne med at presse citronen. Det er faktisk nødvendigt, hvis vi skal det sidste stykke op… og igen have muligheden for at opleve stjernestunder som i 94, opfordrede Kent Madsen med et smil til forsamlingen af sponsorer.
Er Rajko blevet bedre?
En af Keld Bordinggaards holdkammerater fra 1994 hedder Troels Bech. Han var også på scenen og rundede dagen af med et indblik i de seneste måneders udvikling i Silkeborg IFs sportslige sektor:
- Der har været en del logistik forbundet med at være SIFer i løbet af vinteren, når vi skulle rundt i Jylland for at finde en brugbar kunststofbane. Men selvom vi ikke selv har haft vores egen bane at træne på, vil jeg godt love, at vi har en af de fysisk bedst rustede trupper i SAS Ligaen. Og det bliver særligt vigtigt i et forårsprogram, der er så tæt, at en blå negl kan koste fire kampe i skadesfravær, dramatiserede SIFs cheftræner.
Silkeborg IF sluttede efterårssæsonen med en 3-0 sejr over Brøndby og kunne efterfølgende gå i vinterhi som det fjerde bedst placerede hold i Danmark. Den fjerdeplads bliver snart sat til forhandling mellem flere SAS Liga-klubber, men træneren tror, at SIF kan modstå presset ud fra samme opskrift som i 1994 - at holdet indsats løfter den enkelte spiller:
- Vi er ikke afhængige af, hvor god den enkelte spiller er. Det, der gør os gode, er det, der er imellem spillerne. Folk har for et øjeblik tilsidesat deres ønske om individuel succes og flyttet fokus over på holdet - og de har faktisk fået rigtig meget ud af det. Rajko Lekic er jo ikke en bedre fodboldspiller nu, end han var i maj, selvom han lige har fået landsholdsdebut. Men som hold har vi set godt ud og formået at fremelsket de positive egenskaber hos den enkelte spiller. Hvis ikke vi har råd til at købe de bedste spillere, så må vi arbejde på at have det bedste sammenspil. Det har givet os gode oplevelser i efteråret, og nu er det så vores opgave at huske på, at succes ikke giver frihed - det giver ansvar, formanede Troels Bech.
Skrevet af: Thomas Mark