Nyheder


Status på søndagens kamp

Image

SIFs forårspremiere mod HB Køge er programsat til på søndag den 7. marts klokken 16.00 - men afviklingen er som bekendt i fare pga. frost. DBUs programudvalg har nu besluttet en tre-punkts-plan for at sikre kampens afvikling.


DBU skriver onsdag eftermiddag på dbu.dk:

DBUs Programudvalg har besluttet en tre-punkt plan, der skal sikre, at kampen HB Køge - Silkeborg kan afvikles. Det skal gerne ske som programsat søndag den 7. marts kl. 16.00 hvilket HB Køge p.t. arbejder på, sekundært torsdag den 11. marts og ultimativt - som "worst case" torsdag den 18. marts........

I et presset forår, som grundet VM i Sydafrika skal afsluttes 16. maj, vil en udsættelse af kampen HB Køge - Silkeborg være en særlig stor udfordring for Programudvalget. Det har reduceret mulighederne for genplacering, at begge klubberne har kvalificeret sig til kvartfinalerne i DBUs landspokalturnering, som spilles 8. april. 

Den hårde vinter i Danmark har betydet, at der for første gang i flere år er kommet pres på de klubber der ikke har varme i banen (FC Nordsjælland, HB Køge og Silkeborg).

DBUs Programudvalg har i denne sæson lagt programmet således, at man har ladet Silkeborg og FC Nordsjælland få udekampe i de to første runder i foråret. Det har afstedkommet kritik, at udvalget ikke har kunnet give HB Køge de samme betingelser. Udvalget må dog konstatere, at der nødvendigvis ved programlægningen af 33 spillerunder skal tages hensyn til alle 12 klubbers ønsker og forbehold fremfor blot hensynet til de tre klubber, der ikke har varme i banen.    

HB Køge har i dag meddelt DBU, at man positivt arbejder på at få gennemført kampen HB Køge - Silkeborg som programsat søndag den 7. marts kl. 16.00. Det bliver dog i givet fald ikke på den normale hjemmebane SEAS NVE Park i Herfølge, men formentlig på Køge Stadion. Køge Stadion vurderes til at være i en bedre forfatning og har et anderledes og mere gunstigt jordbundsniveau. 

DBU Turneringer foranstalter en stadioninspektion lørdag den 6. marts kl. 16.00 hvilket tidsmæssigt er identisk med spilletidspunktet 24 timer senere. Her vil det blive besluttet om kampen kan gennemføres som programsat.

For bedst muligt at imødekomme konsekvenserne af en eventuel udsættelse af kampen har Programudvalget i prioriteret rækkefølge besluttet følgende plan for afvikling af kampen HB Køge - Silkeborg: 

Plan A
Kampen spilles som programsat, søndag den 7. marts kl. 16.00 - på SEAS NVE Park eller Køge Stadion

Plan B   
Kampen spilles torsdag den 11. marts på enten SEAS NVE Park eller Køge Stadion på et senere udmeldt spilletidspunkt.

Plan C 
Kampen skal ultimativ spilles torsdag den 18. marts på SEAS NVE Park, Køge Stadion - eller om nødvendigt på et tredje Stadion lejet af Køge Boldklub - på et senere udmeldt spilletidspunkt. 

Hvis plan C effektueres har udvalget samtidigt besluttet, at kampen Silkeborg - FC Midtjylland skal flyttes fra lørdag den 20. marts til søndag den 21. marts.  





Oprettet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com