Nyheder


30 minutter til Lekic i dansk nederlag

Image

Rajko Lekic fik sin debut på det danske A-landshold, da han med en halv time igen blev sendt i aktion mod Østrig. Angriberen kunne dog ikke nå at ændre på Østrigs 2-1 føring, som også blev kampens resultat.


På Ernst Happel stadion i Wien måtte alle tre SIFere tage plads på bænken, da Danmark tog hul på den første træningskamp inden VM-slutrunden i Sydafrika til sommer.

Østrigerne kom bedst ud af starthullerne med en scoring efter 11 minutter, hvor et meget passivt dansk forsvar så til, mens Østrigs Franz Schiemer stak en lang tå på et frisparksindlæg og sendte bolden over Thomas Sørensen i Danmarks mål.

Især Per Krøldrup så skidt ud ved scoringen - og tre minutter senere måtte midtstopperen igen køre hænderne gennem sit lange hår i ærgrelse, da han skød bolden på overliggeren i den anden ende fra en helt fri position bagerst i feltet.

Kort efter fik Danmark tilkæmpet sig et hjørnespark, som Michael Krohn-Dehli tog sig af. Bolden blev i bedste Peter Degn-stil smækket ind til angrebskæmpen Nicklas Bendtner, der kontrolleret sendte den ind i det lange hjørne - udligning til 1-1.

Østrigerne udlignede senere Danmarks føring i træværksskud, da hjemmeholdet efter 31 minutter fik sendt et langskud på den ene opstander.

Den danske defensiv så igen sløj ud på en dødbold i det 36. minut. Banens mindste spiller - Roman Wallner - kunne let holde Daniel Jensen fra kroppen og bragte Østrig på 2-1 med et hovedstød helt inde i det lille felt.

Rajko Lekic ind efter 60 minutter
Morten Olsen benyttede pausen til at sætte Michael Lumb og Søren Rieks ind for Leon Jessen og Dennis Rommedahl, mens landsholdets SIF-islæt fortsat optog over en tredjedel af Danmarks bænk.

Christian Eriksen blev den næste dansker på banen. Det 18-årige talent overtog pladsen fra Daniel Jensen, og med debuten kan den purunge Ajax-dreng kalde sig den yngste spiller på det danske A-landshold siden Michael Laudrup.

Så kom den - Rajko Lekic afløste med 30 minutter igen Nicklas Bendtner og fik dermed sin debut på A-landsholdet.

Gode afslutninger fra Rajko
To minutter efter at Rajko Lekic var sendt på banen, viste SIFs topscorer sine kvaliteter med en fornuftig afslutning fra en spids vinkel - men bolden strøg i sidenettet.

Rajko Lekic var igen på spil med ni minutter tilbage af den ordinære tid, hvor angriberen trak ind i banen og afsluttede fladt på den østrigske keeper, som dog havde godt styr på bolden.

Energiske Lekic blev eneste SIF-indslag i aftenens kamp, mens Martin Ørnskov og Jim Larsen har stadig deres A-landsholdsdebut til gode.


Onsdag den 3. marts, træningskamp på Ernst Happel Stadion i Wien

Østrig - Danmark 2-1 (2-1)

Mål: 1-0 Franz Schiemer (11), 1-1 Nicklas Bendtner (16), 2-1 Roman Wallner (36)

Danmark: Thomas Sørensen, Michael Silberbauer, Simon Kjær, Per Krøldrup, Leon Jessen (46: Michael Lumb), William Kvist (75: Peter Nymann), Daniel Jensen (56: Christian Erikson), Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli, Dennis Rommedahl (46: Søren Rieks), Nicklas Bendtner (60: Rajko Lekic)




Skrevet af: Thomas Mark 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com