SIF sejrede over Helsingborgs IF

Image

Den sidste træningskamp inden forårssæsonen skydes i gang, blev den resultatmæssigt mest succesfulde. SIF leverede en fornuftig indsats og vandt 1-0 på et mål af Dennis Flinta på frisparksoplæg fra Peter Degn.


SIF havde endnu ikke tabt - men heller ikke vundet - en træningskamp i 2010 inden dagens kamp mod Helsingborgs IF. Stimen af uafgjorte resultater sluttede således med en 1-0 sejr. Et godt resultat og en fin spillemæssig optakt til kampen mod HB Køge på søndag.

Det var ellers et ganske ramponeret hold, SIF kunne stille med. Med fire mand af sted på landholdsopgaver og sidsteminutsafbud fra Henrik "Tømrer" Pedersen, Jesper Bech og Lars Huldgaard Christensen var kun 13 SIFere fra førsteholdstruppen klar til at byde svenskerne op til kamp.

De 13 blev dog suppleret af to spillere: Abderrahman Kabous - marokkansk midtbanespiller med fransk pas - der er på prøve i klubben disse dage, samt Mathias Valentin, der var taget med på bænken.

Lasse Heinze startede på mål foran Dennis Flinta, Thomas Bælum, Thomas Hansen og Christopher Poulsen. På midten blev Kabous sat ind centralt sammen med dagens anfører Frank Hansen flankeret af Peter Degn og Martin Svensson på kanterne, mens Christian Holst lå lige bag Simon Azoulay Pedersen i front.

I sne og slud
Få minutter inden kampstart slog vejret om i et kraftigt snevejr, og det prægede i den grad kampens indledende del. På ingen tid faldt der et pænt lag sne, og det gjorde det svært for spillerne at vende sig uden at glide på kunststoffet, mens tøsneen klæbede sig til kuglen og satte begrænsninger på det hurtige pasningsspil, SIF normalt er garant for.

Christian Holst åbnede ballet for SIF efter fire minutter med et forsøg på et hovedstød, men dansk/færingen fik hårdt presset ikke rigtig træf på bolden. Svenskerne forsøgte sig med et frispark i den anden ende, men en hård bold endte lige i favnen på Lasse Heinze.

De to indledende chancer var stort set, hvad der var at komme efter en sløj første del af første halvleg. SIF forsøgte sig mest, men kom ikke frem til ret meget mod en flok kompakte svenskere - og ja, sneen gjorde det bestemt ikke nemmere at få spillet til at flyde.
 
Holst på overliggeren
Sneen begyndte efterhånden at smelte, og det tillod mere reelt fodboldspil.

Efter 37 minutter var banen så fri, at SIF kunne præstere et smukt angreb, hvor Dennis Flinta erobrede bolden højt på Helsingborgs banehalvdel og efter et par gode aflevering, kunne Peter Degn lægge bolden for fødderne af Christian Holst. Angriberen tog et træk og afsluttede kompetent på det nederste af overlæggeren.

Det satte gang i Silkeborg IF, der i to situationer var tæt på at glæde os med et føringsmål. Tættes på var igen Christian Holst, som desværre kom lidt sendt til endnu et godt indlæg fra Peter Degn - dem var der mange af i dag.

Smeltet sne = god bold
I anden halvleg kom solen frem og vilkårene for fodbold blev forbedret i takt med at sneen forsvandt fra banen.

Det profilerede Silkeborg IF klart mest af, og særligt Frank Hansen blomstrede op med flere gode aktioner på den centrale midtbane, hvor han indgik i et udmærket samarbejde med den marokkanske prøvespiller Kabous.

På kanterne var der især god fremdrift i venstresiden, hvor Martin Svensson og Christopher Poulsen igen viste eksempler på deres gode sammenspil


Men den første store chance faldt til de svenske modstandere. Der var spillet 56 minutter, da bolden efter lidt klumpspil dumpede ned for fødderne af svenskernes Johan Eiswohl, men SIF-forsvaret fik bolden blokeret.

Chancer til SIF
Selvom spillet blev bedre, var der stadig langt mellem de store chancer - men dem der var, var til SIF.

Efter 64 minutter gennemførte Martin Svensson og Christopher Poulsen endnu et smukt sammenspil og sendte bolden til Christian Holst, der missede en tæmning, hvor der nok bare skulle være knaldet mod kassen.

Seks minutter senere forsøgte indskiftede Emil Farver sig med en flot firsttimer, men den unge spiller sendte bolden lige forbi det fjerne hjørne.

1-0 til SIF
Men lige som man troede, at det skulle blive endnu en uafgjort træningskamp for SIF steg Dennis Flinta flot til vejrs og headede fortjent Silkeborg IF foran. Oplæget stod Peter Degn for på et veludført frisparksindlæg, som han selv havde tilkæmpet sig.

Helsingborgs IF havde ikke meget mere at spille ind med, og faktisk var det Peter Degn, der havde kampens sidste afslutning - et langskud som endte lige i favnen på den svenske målmand.

Så kampen endte med en 1-0 sejr til Silkeborg IF. En rigtig fin optakt til kampen mod HB Køge, der efter planen spilles klokken 16.00
på SEAS-NVE Park.


Tirsdag den 2. marts, træningskamp i Odense
Silkeborg IF - Helsingborgs IF 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 Dennis Flinta (81)

SIF: Lasse Heinze, Dennis Flinta, Thomas Bælum, Thomas Hansen, Christopher Poulsen, Peter Degn, Kabous (76: Simon Jakobsen), Frank Hansen, Martin Svensson, Christian Holst, Simon Azoulay Pedersen (74: Emil Farver).

HIF: Pär Hansson, Markus Hegersson, Marcus Nilsson, Hannu Patronen, Erik Edmann, Mattias Lindström (58: Erik Sundin), May Mahlangu, Johan Eiswohl, Rene Makondele (67: Rafael de Oliviera), Christoffer Andersson, Joseph Ngwenya.


Advarsler: Kabous (59), Simon Azoulay Pedersen (66)






Skrevet af: Thomas Mark 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com