En dag med Christian Holst

Image

Hjemmesidens udsendte reporter har suget sig fast til midtbanespilleren Christian Holst for en dag, og følger dansk-færingens oplevelser på og uden for træningsbanen i Belek.


Klokken er blevet 7:30 - tv'et tændes automatisk og telefonen kimer - det er blevet tid for Silkeborg IFs spillere at komme ud af fjerene. Blandt dem, der gerne sov lidt længere, er Christian Holst. Men der er dog en åbenlys gevinst ved at forlade den bløde seng:

- Hver eneste morgen har vi udsigt til en buffet af en anden verden. Så må man bare se, om man kan begrænse sig. Det er svært ikke at tage lidt ekstra æg og pølse, når man går rundt imellem de fristende tilbud, fortæller den madglade Christian Holst.

Når maden er indtaget, er der en time til, at spillerne skal samles i lobbyen og køres med bus til træning. Tiden mellem morgenmad og træning slås ihjel med en bog, samt en omgang fjernsyn på de ustyrligt mange - men mindre attraktive - tv-kanaler, som udbydes på hotelværelset:

- Med 81 kanaler burde der være noget godt. Der er selvfølgelig Eurosport, men det er heller ikke altid prangende, konstaterer Holst.


Kl. 9:06 - dagens første træning
Holst træning 200.jpgÉn ting foretrækker Holst frem for det velvoksne buffetbord. Intet på turen slår træning på græs i strålende solskin:

- Det er dejligt at komme på græs igen, selvom banen er lidt tør. Men hvor er det fedt ikke at være pakket ind i skiundertøj, hue og handsker. Og hvor er det rart at løbe rundt i shorts og t-shirts, mens sveden hagler af dig. Banen kræver lidt tilvænning kontra Viborgs glimrende kunststofbane, men det her underlag er stadig langt at foretrække - især efter halvanden måned på kunststof, siger SIFs nummer 18.

Christian Holst giver den gas til træning, hvor den tættrimmede kantspiller deltager i hurtige fødder, en mod en-udfordringer, spil på to mål og indlæg. Og sveden pisker ganske rigtigt af spillerne, mens der bliver kæmpet en masse små og store kampe mellem spillerne på den gul/grønne plæne.


kl. 11:38 - en tur hos fysserne og i buffeten

Holst ved fys 200.jpgEfter træning kører Christian Holst tilbage til hotellet med sine holdkammerater. Her nupper han et bad, inden han møder op til den bookede tid hos fysioterapeuterne, hvor det ømme bentøj skal løsnes op. Det er anden gang på turen, at Holst besøger fysserne, og han lover, at det bestemt ikke bliver det sidste visit:

- Det er en omgang intensiv træning, så stængerne er begyndt at mørne. Det er allerede blevet til mange timer på banen, og restitutionen er vigtig for at få det meste ud af hver dag, siger Christian Holst.

Og så er der frokost:

- Den står jo på buffet igen - endnu en fantastisk en af slagsen. Øjnene fortæller
mig, at jeg gerne vil op fire eller fem gange, hvis man kunne. Og det er naturligvis vigtigt at spise meget, når man træner så meget, som vi gør på turen. Men de to ekstra kilo, jeg slæber med hjem, skulle gerne være muskler, og ikke det der sætter sig fra maden, smiler Holst.

Efter maden er der to timers fordøjelsesperiode, som oftest bruges på en god lang lur eller endnu et afslappende kig på de 81 hovedsagligt tyrkiske og tyske tv-kanaler.


Kl. 15.18 - træning nr. 2
Holst træning 2 200.jpgEn lidt forsinket anden træning starter roligt ud med taktiske øvelser, inden der kommer lidt mere knald på med pasninger og hurtigt positionsspil. Holst ser ikke ud til at svede helt så meget denne gang:

- Efter en hård dag i går var det stille i dag, og det var der også brug for på den hårde bane. Det var mere træning til hovedet end til benene. Man har det lidt bedre i benene, selvom det sagtens kan mærkes, fortæller Christian Holst.

Dagens anden træning er overstået, og offensivspilleren har netop fået at vide, at han er tiltænkt en startplads i morgendagens kamp mod russiske Krylia Sovetov:

- Vi nærmer os sæsonen og forventningen om at møde god modstand, så man er begyndt at gå lidt mere op i at vinde træningskampene. Hvor de første gik op ud på at få kilometer i benene og finde hinanden, så er det nu en mere turneringsmental indgang til kampen, vurderer midtbanespilleren


Kl. 18.59 - dagens sidste buffet
Holst buffet 200.jpgDet er ikke til at komme uden om. Der er buffet på menuen tre gange om dagen i samtlige dage på hotellet. Variation er dog ikke det store problem. Man skal holde sig rigtigt godt til, hvis man skal nå hele vejen rundt i de meterlange buffeter:

- Jeg tager aldrig kager! Nej. Det gør jeg altså ikke, siger Christian Holst, da fotografiet ved buffeten skal tages.

- Hvis du vil have mig i den vinkel, så må jeg jo tage frugt - selvom det vel ikke kan betegnes som rigtig mad.

Men det lykkedes nu alligevel at få taget et billede af Holst ved frugten - det var nu engang der, man bedst kunne se et lille udsnit af den gigantiske buffet.


Kl. 20.00 - mentaltræning
Holst mentaltræner 200.jpgIkke lang tid efter aftensmaden venter dagens sidste officielle opgave. Mentaltræner Rasmus Bagger udgør en del af trænerteamet under stort set hele turen, og i aften har han indkaldt spillere og stab til en omgang samlet mentaltræning.

- Mentaltræning er ekstrem vigtig. Jo skarpere du er mentalt, jo større er dit fodboldmæssige potentiale. Det handler om fokus. Med et mentalt overskud kan du bibringe noget til dig selv og holdet, og alle har haft behov for deres egen mentale vitaminindsprøjtning. Der er en grænse for hvor meget fysisk, man kan træne. Men der er ingen grænse for, hvad du kan nå mentalt, vurderer Holst.




Kl. 23.45 - sengetid
Inden sengetid bliver der lige tid til lidt Champions League fodbold - Inter og Chelsea spiller, mens der glider en cola indenbords. Klokken når således at blive 23.45 lokal tid, førend Christian Holst er tilbage, hvor han startede - i sin seng, inden dagen i morgen byder på et enkelt træningspas, en træningskamp og tre gange buffet.


Holst sover 700.jpg





Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com