Strålende solskin kræver 100 procent
Det varme vejr var på godt og ondt en væsentlig medspiller til tirsdagens to træningspas. Det indbød i den grad til udendørs sport og til at få de sidste procenter på plads - mens banen desværre tørrede ud i solen.
Mens landsholdsaktuelle Rajko Lekic brugte hvert et spilstop til at sende bolden mod kassen, og Peter Degn lod mundtøjet galoppere, trampede et bekymret trænerteam rundt på træningsbanen.
Græsset så lidt tørt ud i toppen, og derfor har de tyrkiske værter haft vandslangerne fremme og givet en lettere tør bane noget fugt. For med de 20-22 grader og bagende solskin kunne man godt forstå, at banen havde lidt en smule slitage. Til gengæld kunne spillerne glæde sig over at kunne mærke sveden piske fra kroppen, og efter første øvelse var de fleste allerede godt gennemblødte.
Men der skulle lidt mere end en svedig trøje til at gøre Troels Bech tilfreds:
- Det er spild af tid at give 99 procent, når vi lige så godt kan give 100. Vi har så få af de her træningspas til at blive det sidste stykke bedre, og tiden hernede skal udnyttes maksimalt - så giv den lige det sidste, indpiskede Troels Bech.
Ordene så ud til at give et nøk i den rigtige retning med masser af intensitet i træningen. Undervejs faldt der da også en del roser for de engagerede indsatser.
- God bevægelse fra de røde, de grønne skal lidt mere op i gear - sådan Thyboe, du havde set spillet for dig. Husk, at der ikke er nogle forkerte måder at spille på, men vi vælger at gøre det på vores - nemlig, lød det fra cheftræneren i løbet af træningen.
Efter en omgang hurtige fødder, korte og hurtige afleveringer blev der trænet individuelt i forsvarsspil, vendinger samt målmands- og skudtræning. Troels Bech kunne efter træningen reflekterer over dagens begivenheder:
- Vi arbejder med at finde vores spil og nå vores niveauer. Normalt har vi et højt træningsniveau, og det skal vi sørge for at viderebringe hernede. Så jeg forventer, at vi stiger et par procent og kommer op i det gear, vi er på vej hen imod, konstaterede Troels Bech.
(Foto: Ulla Myrhøj)
Skrevet af: Thomas Mark