Nyheder


Nederlag mod Esbjerg

Image

Silkeborg IF tabte onsdagens træningskamp mod Esbjerg fB med 2-0 på et solbeskinnet og rekordbesøgt Fårvang Stadion, hvor SIFerne kun sjældent havde nogenlunde held med sine foretagender.


Sommerens første træningskamp for SIFs vedkommende blev spillet på en bagende varm onsdag aften i Fårvang, hvor Esbjerg fB kom på besøg. Og der var så sandelig blevet gjort noget ud af det i Martin Laursens hjemby Fårvang, hvor masser af tilskuere - stadionrekord - var mødt op i det gode vejr til fodbold, pølser, fadøl og hygge.

SIFs cheftræner Troels Bech gav debut til to af SIFs nye spillere i holdopstillingen, der så ud som følger.

På mål Kenneth Falkenberg, der foran sig havde den nyslåede SIFer og tidligere EfBer Frank Hansen på højre back, anfører Steven Lustü og Jim Larsen i centerforsvaret og Renato Arapi på venstre back.

På midtbanen lå Peter Degn i højre og Martin Svensson i venstre side, mens den defenseive blev passet af Martin Ørnskov - og den offensive af debutanten Jesper Bech, der som Frank Hansen netop er kommet til fra Esbjerg.

Helt fremme - endnu en tidligere EfBer, Rajko Lekic, og Christian Holst.

SIF med god start
Kampen begyndte i roligt tempo fra begge holds side - men med SIF i den boldbesiddende og chanceskabende rolle.

Og efterhånden skruede SIF tempoet en smule højere i vejret på det flotte græstæppe, og det kom da også til en halvfarlig situation efter et hjørnespark i det 7. minut, men EfB-forsvaret fik losset væk.

To minutter senere brændte det så på i den anden ende, da Esbjerg efter et forkert dømt hjørnespark fik en afslutning, som Gunnar Heidar Thorvaldsson dog ikke fik ordentligt ram på.

Esbjerg i front
Efter 13 minutter opstod kampens hidtil største chance, da Peter Degn sendte et frispark hårdt indover, hvor Martin Ørnskov flikkede bolden mod målet - men Lars Winde fik reddet på stregen.

Fem minutter senere var det så Esbjerg, der pressede på, og både Jones Kusi-Asare og Gunnar Heidar Thorvaldsson fik prøvet lykken uden held.

Men sidstnævnte fik alligevel sendt bolden i kassen efter 19 minutter, da han efter en SIF-fejl i opspillet opsnappede bolden - og med et tørt venstrebenshug passerede han Kenneth Falkenberg ude ved den fjerneste stolpe: 1-0 til Esbjerg.

Drømmehug og 2-0
Herefter fulgte en periode uden de store chancer, men intensiteten i nærkampene var stadig udmærket.

Esbjerg åd sig mere og mere ind i tingene og lignede også dét, de var - et hold, der havde en uges mere opstart i benene end SIFerne. Og især lignede Mikkel Vendelboe en mand med gode ben i det 29. minut, da han fra 25 meter klaskede bolden helt op i krydset - 2-0 til EfB på et sandt drømmehug.

Livlige Martin Svensson forsøgte minuttet senere at svare igen med en god flugter, men bolden blev hamret et stykke forbi.

Bech med god boldomgang
Også Rajko Lekic og Christian Holst fik trykket af efter et hjørnespark i det 36. minut, men det var Mikkel Vendelboe, der igen nærmede sig en scoring mest i det 39. minut, da han efter et lob måtte se Jim Larsen cleare på stregen.

Ikke alt for meget fungerede for SIF, men der var dog enkelte lyspunkter - især Jesper Bechs gode boldomgang og fine afleveringer vakte jubel på de særdeles velbesøgte tilskuerpladser.

Peter Degn fik sendt et langskud af sted lige før pauseteen, der i dagens hede anledning nok hverken var varm eller med te-breve i, men symptomatisk for SIFernes indsats i første halvleg blev bolden sendt langt, langt over målet.

Esbjerg var heller ikke decideret skræmmende, men der var trods alt en god portion mere giftighed i vestjydernes opspil. Og dermed var det ganske fortjent, at de blå- og hvid-stribede kunne gå til pause med en 2-0 føring.

Comeback til Bælum og Hansen
Cheftræner Troels Bech foretog tre ændringer i pausen, hvor Rajko Lekic blev erstattet af Lars Huldgaard Christensen - og centerforsvaret skiftet ud, idet Jim Larsen og Steven Lustü udgik, mens der var comeback til Thomas Hansen og Thomas Bælum i midterforsvaret.

Martin Ørnskov overtog herefter anførerbindet fra Steven Lustü.

SIF begyndte mere aggressivt i anden halvleg, og især i højresiden med Peter Degn og Frank Hansen blev der trukket et par gode opspil ned langs linjen - men som i første halvleg kom der ikke de helt farlige situationer ud af det.

Simon Azoulay Pedersen erstattede Christian Holst i front med en god halv time igen, men der var ikke meget at arbejde med for SIFs angribere - også Emil Farver kom på banen til debut, da han erstattede Renato Arapi.

I den anden ende forsøgte Kevin Conboy sig med et flot brækkende venstrebensskud, men Kenneth Falkenberg fik clearet med det yderste af lapperne.

Flot Frank Hansen-raid
SIF kom frem til et par sjældne chancer i det 65. minut, hvor både Jesper Bech og Peter Degn fik sendt afslutninger af sted, men EfB-forsvaret red stormen af.

Frank Hansen diskede op med både fornem fart og teknik i det 71. minut, da han rushede forbi tre-fire forsvarere og sendte bolden indover, men der kom ikke en afslutning ud af det.

Også Jesper Bech lavede gode detaljer i det 75. minut, da han sendte et flot skud af sted - men lige forbi - og det blev hans sidste aktion, idet Kaimar Saag herefter kom på banen i stedet for SIF-debutanten.

God Thomas Hansen-chance
Thomas Hansen stod for kampens næste afslutning, da han satte pandebrasken på et godt Martin Svensson-indlæg i det 79. minut - men han fik ikke ordentligt træf på den ellers gode chance.

SIF fik - trods en tydelig træthed og vel nok efterveer fra tirsdag eftermiddags fysiske testrunde - lidt bedre spil i gang mod slutningen af kampen, hvor afleveringerne begyndte at sidde en smule bedre, og bolden var nu oftest på røde fødder.

Der var ansats til et par gode muligheder i de døende minutter, og Kaimar Saag stod for et af dem, da han stak af på et hurtigt taget Peter Degn-indkast, men det efterfølgende indlæg til Simon Azoulay Pedersen nåede ikke frem til destinationen.

Kevin Conboy stod med et godt langskud for endnu en EfB-chance i det 90. minut, men hans højrebensdrøn strøg et par meter forbi.

Og dermed endte det med en 2-0 sejr til Esbjerg efter en kamp, der bød på en vis portion intensitet og gode detaljer.


Træningskamp, onsdag den 1. juli på Fårvang Stadion:
Silkeborg IF - Esbjerg fB 0-2 (0-2)
Mål: 0-1 Gunnar Heidar Thorvaldsson (19), 0-2 Mikkel Vendelboe (29)

SIF: Kenneth Falkenberg, Frank Hansen, Steven Lustü (46: Thomas Hansen), Jim Larsen (46: Thomas Bælum), Renato Arapi (66: Emil Farver), Peter Degn, Martin Ørnskov, Jesper Bech (75: Kaimar Saag), Martin Svensson, Rajko Lekic (46: Lars Huldgaard Christensen), Christian Holst (59: Simon Azoulay Pedersen).

EfB startopstilling: Lars Winde, Fredrik Björck, Kevin Bechmann Timm, , Andreas Klarström, Mikkel Vendelboe, Jeppe Mehl, Kian Hansen, Mikael Rynell, Peter Nymann, Jones Kusi-Asare, Gunnar Heidar Thorvaldsson.

Advarsel: Peter Degn

Tilskuere: 1.200 (stadionrekord)



Skrevet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com