28. august 2018

SIF skriver lang kontrakt med stortalent

SIF skriver lang kontrakt med stortalent

18-årige Sebastian Jørgensen, der er en af SIF’s ”egne”, er kommet på kontrakt i Søhøjlandet frem til udgangen af 2022.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Sebastian Jørgensen, da han mandag underskrev en ny kontrakt med Silkeborg IF af fire et halvt års varighed. Eller i hvert fald første skridt mod den ultimative drøm. Når Sebastian Jørgensen til næste sommer er færdig med HHX på College360 bliver han fuldtidsprofessionel fodboldspiller i den klub, han har været en del af siden han gik i 8. klasse.

– Jeg ser det som første step mod den helt store drøm: Udlandet. Men nu handler det om at få en masse minutter i benene. Jeg er glad for, at kontrakten er så lang. Det giver mig en form for sikkerhed, hvor jeg kun skal koncentrere mig om at spille fodbold. Det er bare dejligt, siger Sebastian Jørgensen, der fyldte 18 år i juni og fik debut på SIF’s bedste hold i pokalkampen mod Holstebro 8. august – og scorede det sidste mål i sejren på 4-0.

Siden er det blevet til tre kampe i NordicBet Ligaen, senest en startplads i søndags mod Næstved, hvor han på hovedstød scorede det udlignende mål til 1-1 i sejren på 3-1.

Vilde uger
– Det har været nogle vilde uger og det, jeg har trænet hårdt for at nå. Det har været godt for mig at få ny træner, der er kommet ind og har set tingene med nye øjne. Nu handler det for mig om at tage alle de minutter, jeg kan få, siger Sebastian Jørgensen.

Det 18-årige stortalent er opvokset i Silkeborg og kom til SIF fra samarbejdsklubben HA85, da han gik i 8. klasse. Her blev han sluset ind på klubbens Talent Team med sideløbende skolegang på Sølystskolen. Siden er han skiftet til Silkeborg Fodbold College og HHX på College360 i Silkeborg, hvor han er i gang med sit sidste år.

For SIF’s sportschef er aftalen med Sebastian Jørgensen også første trin på vejen mod – om ikke en drøm, så i hvert fald et mål.

Håb om mange gode kampe for SIF
– Vi satser på at udvikle talenter og investerer i satsningen. Det er både en strategi og en forretningsmodel. Derfor er vi også afhængige af, at de største talenter ”betaler tilbage” ved at give klubben de bedste betingelser for at forløse det potentiale – både sportsligt og forretningsmæssigt – der ligger i talentudviklingen. Først og fremmest håber vi på mange gode kampe for Sebastian på SIF’s førstehold, og så må vi se, siger Jesper Stüker og uddyber:

– Et godt eksempel på det, vi gerne vil, er Jens Martin Gammelby (solgt til Brøndby i sommer efter 81 førsteholdskampe og uddannelse i klubbens talent-afdeling – red.), og med denne kontrakt kan Sebastian ske at følge i samme fodspor. Aftalen er at Sebastian og SIF vil gøre alt for at fortsætte den gode udvikling for at Sebastian kan blive så god som muligt. Det er et parløb, vi gerne vil indgå i med de største talenter i SIF, og i Sebastian ser vi en spiller med interessante offensive spidskompetencer, som vi tror på kan udvikles til et meget højt niveau, uddyber Jesper Stüker.

SIF spiller næste gang på søndag, hvor der venter en udekamp i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager. Sebastian Jørgensen indgår i cheftræner Michael Hansens planer for kampen.

Se højdepunkter fra søndagens kamp mod Næstved, bl.a. med Sebastian Jørgensens hovedstødsmål:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen