23. oktober 2018

SIF og Hvidovre – to traditionsklubber i dansk fodbold

SIF og Hvidovre – to traditionsklubber i dansk fodbold

Søndagens opgør mellem SIF og Hvidovre på JYSK park er et møde mellem to klubber i dansk fodbold, hvis historie går langt tilbage. Første møde var i 1961.

Det er to klubber med rødder dybt forankret i dansk fodboldkultur, der mødes på søndag på JYSK park. Det første møde i fodboldhistorien mellem SIF og Hvidovre skriver sig således 57 år tilbage. I 1961 mødte de to klubber hinanden i Kvalifikationsturneringen, der var landets fjerdebedste række. SIF vandt begge kampe, 3-0 på Hvidovre Stadion og 4-2 hjemme i Silkeborg – og rykkede via en andenplads op i 3. division sammen med Skovbakken.

Kampen blev spillet lige inden Hvidovres raketfart op gennem rækkerne i dansk fodbold. Året efter rykkede klubben fra vestegnen op i 3. division, og fra 1965 og 20 år frem oplevede Hvidovre sin storhedstid med erobring af tre mesterskaber og en pokaltitel. Kendere af dansk fodbold husker sikkert DM-titlen fra 1973, hvor Hans Aabech med 22 mål i 28 kampe var dansk fodbolds farligste mand. Han scorede blandt andet det mesterskabsafgørende mål mod Næstved i sidste runde. Fra seneste mesterskab i 1981 huskes især Michael Manniche, der senere blev solgt til Benfica og sluttede karrieren i FC København.

Siden 1961 har SIF og Hvidovre mødtes med ujævne mellemrum. I alt er det blevet til 19 kampe mellem de to klubber, blot tre i den bedste række. Det var i sæsonen 1996/97, hvor SIF vandt to af kampene og spillede den sidste uafgjort. Sæsonen endte med nedrykning for klubben fra den københavnske vestegn.

Af de 19 kampe har SIF vundet 10, mens Hvidovre har vundet 6 og 3 er endt uafgjort.

Den første kamp i denne sæson mellem SIF og Hvidovre endte med 4-2 sejr til SIF.

Søndag gælder det møde nummer 20 i dansk fodboldhistorie. Køb din billet til kampen her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen