16. marts 2018

Rochester: Vi kan ramme dem på farten

Rochester: Vi kan ramme dem på farten

Silkeborg IF tager imod FC København søndag aften på JYSK park. Et opgør hvor SIF-spillerne ser muligheder for at drille et ellers formstærkt mandskab, som har hentet fem sejre ud af seks mulige i forårets Superliga.

Der venter en særdeles svær opgave, når Silkeborg IF søndag møder FC København. Men selvom holdet fra hovedstaden resultatmæssigt er kommet rigtig godt fra start i Superligaen i dette forår, så øjner SIF-spillerne stadig muligheder i kampen.

– Jeg tror på, at vi kan komme til at ramme dem på deres to midtstoppere nede bagved. Vi skal gå ud og bruge vores fart og komme til at løbe med dem og komme til at spille hurtigt omkring dem, så er jeg sikker på, at vi kan få tre point, fortæller Marc Rochester Sørensen, som i holdenes seneste indbyrdes opgør ramte indersiden af stolpen i kampens begyndelse. Det endte dog med et klart 4-0 nederlag på græsset i Parken.

Søndag gælder det så kunstgræsset på JYSK park, hvor SIF indtil videre i sæsonen kun har tabt til FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Brøndby IF og Hobro IK. De tre førstnævnte efter tætte kampe, hvor SIF i perioder sad på spillet.

– Vi kommer til at blive presset. Men hvis vi får gang i vores spil på hjemmebane, som vi ved vi kan, så er jeg også sikker på, at vi også selv kan tage de tre point, lyder analysen fra Rochester.

I seneste opgør mod Hobro IK på udebane startede Mikkel Vendelbo på venstrebacken. En position som til kampen mod FC København muligvis kan få fornøjelsen af at spille direkte overfor den tidligere SIFer, Robert Skov.

– Hvis jeg skal spille, så vil jeg som udgangspunkt gøre mit bedste for at prøve at lukke ham ned. Vi kender hinanden godt, og jeg har trænet med ham utrolig mange gange. Så må vi se, om jeg hopper på de samme finter, som jeg gjorde til træning, lyder det smilende fra Mikkel Vendelbo om udsigten til mødet med Skov.

– Når først kampen er fløjtet op, så er det jo ligegyldigt, men før og efter så bliver det da sjovt at snakke med ham, fortæller Vendelbo.

Kampen mod FC København spilles på søndag kl. 17.00. Du kan købe din billet til kampen mod FC København her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen