14. november 2010

SIF tabte stort i Randers

Silkeborg IF tabte søndag eftermiddag 4-0 til Randers FC på to mål i begyndelsen af anden halvleg og to afsluttende hug i overtiden. Simon Jakobsen spillede hele kampen i midterforsvaret.

Silkeborg IF kunne gå ind til kampen imod Randers FC vel vidende, at det var seks år siden, at SIF havde tabt en Superligakamp i Randers. Og med to aktuelle sejre i bagagen fra Superligaen over SønderjyskE og FC Nordsjælland, var det et selvtillidsfyldt SIF-mandskab, der gik på banen.

Cheftræner Troels Bech måtte se bort fra formstærke Thorbjørn Holst Rasmussen, som sidder ude med en skade i tåen. Det gav plads til talentfulde Simon Jakobsen i midterforsvaret sammen med Jim Larsen.

Holdopstillingen var som følger: Lasse Heinze på mål med en forsvarskæde fra højre med Dennis Flinta, Jim Larsen, Simon Jakobsen og Christopher Poulsen.

På midten lå de tre midtbaneslidere Thomas Hansen, Frank Hansen og anfører Martin Ørnskov, imens Christian Holst, Jesper Bech og Rajko Lekic tog sig af de offensive pladser.

Randers med første afslutning
Kampen var blot to minutter gammel, da den første chance tilfaldt hjemmeholdet. Alexander Fischer bragte sig selv i en god position et par meter udenfor feltet og trykkede af, men heldigvis for SIF gik bolden over mål.

I minuttet efter fik Silkeborg IF også første afslutning noteret i statistikken, da Frank Hansen med et højt indlæg fandt Jim Larsen i feltet, som headede bolden imod David Ousted, som desværre havde styr på bolden.

Det lovede godt for kampen med chance i begge ender allerede fra kampens begyndelse.

Lekic snydt for straffe?
Og den livlige begyndelse skulle vare ved for begge hold. Randers FC etablerede flere gode forsøg med Jonas Kamper og Søren Berg som ophavsmænd.

I den anden ende så det umiddelbart ud som om, at Rajko Lekic fik taget en god scoringsmulighed fra sig, da Anders Egholm tog mere end almindeligt godt fat i Lekic, så han ikke kunne komme frem til indlægget fra SIFs venstre side. Straffe? Tja, det kunne der sagtens være dømt.

Efter små tyve minutters spil var Rajko Lekic igen på spil, og denne gang nåede han frem til indlægget, som dog ikke fik den fornødne kvalitet i afslutningen.

Bedre pasningsspil
Det var efterhånden Silkeborg IF, som havde ædt sig ind i kampen, efter hjemmeholdet havde siddet mest på spillet i begyndelsen. Pasningsspillet fungerede betydeligt bedre end i sidste uge i sejren over FC Nordsjælland. Nu var det bare de store målchancer, der manglede.

Jonas Kamper fik en god mulighed foran Lasse Heinzes mål, da han afsluttede langt udefra, og da bolden blev rettet af, snød den Heinze, men heldigvis strøg bolden også forbi mål.

Søren Berg havde ligeledes et skud udefra, som dog ikke voldte de store problemer for Lasse Heinze.

Kampen om midtbanen
Efter en halv times spil manglede de helt store chancer stadig i et opgør, som dog havde masser af intensitet og fight specielt på midten af banen, hvor Martin Ørnskov, Frank Hansen og Thomas Hansen kæmpede en brav kamp for at vinde slaget imod hjemmeholdet.

Det lykkedes dog for sjældent for SIF at komme frem, hvor det for alvor kunne blive farligt for Randers FC.

Flot SIF-angreb
Med otte minutter tilbage af første halvleg fik Jonas Kamper kampens største mulighed, da han fladt afsluttede et kontrastød, men Lasse Heinze var vågen og reddede det hårde skud ved sin højre stolpe.

Kort før pausen gav SIF-mandskabet en lille prøve på det spil, de magter, når de er aller bedst med pasningsspil i topklasse.

Startende ved Simon Jakobsen gik bolden som en flippermaskine imellem røde spillere op igennem banen, inden Christian Holst var få centimeter fra at spille Christopher Poulsen helt fri i højre side af banen, hvor han havde listet sig over. Flot opspil, men desværre uden mål i sidste ende.

Selvmål af Christopher Poulsen – og Kamper-scoring
Anden halvleg begyndte ligesom første halvleg med to hold, som begge forsøgte at skabe chancer. Men føringsmålet til Randers FC kom ikke engang efter en målchance til hjemmeholdet.

Det var nemlig Christopher Poulsen, som efter et indlæg fra Randers’ venstre side, kom til at ekspedere ind i eget net i stedet for forbi målet. Selvmål af venstrebacken og 1-0 til Randers.

Og imens SIFerne forsøgte at komme sig oven på skuffelsen, fik udeholdet endnu et kok i nødden. Jonas Kamper opsnappede en bold imellem Jim Larsen og Lasse Heinze, og fra en spids vinkel kunne han stille og roligt sende bolden i mål. 2-0 til Randers allerede efter få minutters spil af anden halvleg. Øv!

Saag og Svensson i aktion
Troels Bech reagerede hurtigt fra bænken og foretog en dobbeltudskiftning. Christian Holst og Rajko Lekic gik ud, og ind kom Martin Svensson og Kaimar Saag.

Nu var det fuld fart fremad i håbet om at hente Randers’ føring. Til den mission havde SIF en god halv times spil.

Kaimar Saags første aktion på banen kom efter et par minutters spil, da han nåede frem til et indlæg med pandebrasken. Det var faktisk den første SIF-afslutning i anden halvleg.

Jimbo tæt på med hovedet
Silkeborg IF kom stille og roligt bedre ind i anden halvleg, som ellers havde været styret af Randers. Efter 63 minutters spil kom Jim Larsen højst til et hjørnespark, som han headede hårdt imod målet. Desværre for den hovedstødsstærke Jim Larsen fløj bolden lige forbi mål.

Thomas Hansen fik kort efter en advarsel, for at tage bolden med hånden, selvom TV-billederne viste, at han lagde bolden til rette med brystet. Det efterfølgende frispark fra Søren Pedersen var sågar tæt på at føre til en ny scoring.

Tyve minutter før tid var Jim Larsen igen tæt på at overliste Randersforsvaret med et hovedstød. Men som så mange gange før blev det ikke for alvor farligt.

Tømrer på banen

I et sidste forsøg på at hente Randers’ føring blev Henrik ”Tømrer” Pedersen skiftet ind i stedet for Thomas Hansen. ”Tømrer”, som i sidste uge blev matchvinder efter en indskiftning, lagde sig direkte op i angrebet sammen med Kaimar Saag. Her havde Jim Larsen også indfundet sig, i håbet om, at han kunne rage nogle høje bolde til sig.

Men heller ikke dén taktiske ændring gav pote. Det var tværtimod Randers, som var tættere på at gøre det til 3-0, da de fik flere kontrastød, som Ousmane Sarr i flere omgange var tæt på at udnytte.

Totalt kollaps til slut
Jesper Bech fik dog en rigtig god mulighed, da han i forholdsvis fri position kunne headede mod David Ousteds mål – men det var ikke Jesper Bechs dag denne søndag.

Tættere på kom Silkeborg IF ikke en i kamp, hvor spillet tegnede godt i første halvleg, men faldt sammen i anden halvleg. Randers FC kunne stille og roligt køre sejren hjem efter de to hurtige scoringer i anden halvleg.

Til slut faldt det helt sammen for Silkeborg IF, da Ousmane Sarr fik udbytte af sin flotte indskiftning. I slutminutterne scorede han to mål til slutresultatet 4-0. Fortjent sejr til Randers mod et skidt SIF-hold.

Næste kamp for Silkeborg IF er på søndag på Silkeborg Stadion, hvor Esbjerg kommer på besøg.

Mål

  • 1-0 Christopher Poulsen (48
  • selvmål)
  • 2-0 Jonas Kamper (52)
  • 3-0 Ousmane Sarr (90)
  • 4-0 Ousmane Sarr (92)

Advarsler

  • Christian Holst
  • Thomas Hansen
  • Morten Karlsen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Jim Larsen
  • Simon Jakobsen
  • Christopher Poulsen
  • Thomas Hansen (73: Henrik “Tømrer” Pedersen)
  • Christian Holst (57: Martin Svensson)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Jesper Bech
  • Rajko Lekic (57: Kaimar Saag).

RFC

  • David Ousted
  • Søren Pedersen
  • Issah Ahmed
  • Anders Egholm
  • Søren Jensen
  • Søren Berg
  • Morten Karlsen
  • Jonas Damborg
  • Alexander Fischer (65: Mikkel Cramer)
  • Tidiane Sane (77: Ricki Olsen)
  • Jonas Kamper (71: Ousmane Sarr).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen