22. september 2015

SIF sendt ud af pokalen trods godt spil

En opløftende SIF-indsats var ikke nok til at sende De Røde videre i DBU Pokalen. AGF vandt tirsdagens pokalkamp med knebne 1-0, og dermed handler resten af sæsonen om Bet25 Ligaen.

I den første time af tirsdagens pokalkamp mod AGF spillede SIF noget af det bedste hidtil i sæsonen. Men trods gode chancer og opløftende spil måtte SIF forlade banen som tabere. AGF klarede sig videre til 4. runde i DBU Pokalen med en snæver 1-0 sejr, kampens enlige mål scoret af Danny Olsen efter godt en times spil.

Cheftræner Kim Poulsen havde lavet et par mandskabsændringer og også forandret den taktiske formation. Nicolaj Ritter var rykket fra venstre back til venstre kant på midtbanen, og Marcus Solberg havde fået startplads ved siden af Andreas Albers i en 4-4-2 opstilling som de mest markante ændringer.

Kampen blev indledt i højt tempo, og det var tydeligt at AGF kom med Superliga-kampe i benene. Men SIF kunne også være med. Jens Martin Gammelby stod fadder til et godt SIF-angreb, der kunne være endt med mere end en AGF-erobring, og i det 7. minut tilspillede SIF sig kampens første store chance. Emil Scheel brød godt igennem i højre side og lagde bolden ind til Andreas Albers midt for mål. Den robuste angribers afslutning fik dog ikke for alvor snert, så Lukas Fernandes i AGF-målet kunne sikre sig bolden i to forsøg.

Efter 14 minutter kom der endnu en SIF-chance, igen sat op af Gammelby, der skiftede bolden fra sin venstre back position til Emil Scheel i højre side. Scheel brød igen godt igennem og serverede bolden til Mikkel Vendelbo, der dog ikke for alvor fik træf på bolden. Et par hjørnespark, hovraf det sidste endte i en kikset flugter fra Emil Scheel var i de følgende minutter med til at understrege en god SIF-start på kampen.

Flinta med hovedstødsforsøg
Efterhånden som halvlegen skred fem kom AGF bedre med, men mere end et blokeret skud af Daniel Christensen blev det ikke til i halvlegens første halvdel. Symptomatisk for AGFs indledning sendte Danny Olsen et AGF-hjørnespark ud over baglinien. Da var der spillet 24 minutter. I den anden ende truede SIF på sine hjørnespark – Dennis Flinta havde således et behjertet hovedstødsforsøg få minutter senere.

Mod halvlegens slutning kom AGF bedre med – også på chancekontoen. Godt arbejde i SIFs højre forsvarsside af Ahmed Yasin bragte Jesper Lange frem til en mulighed i det 43. minut, men Thomas Nørgaard fik afværget en lidt slap afslutning.

En tempofyldt og chancerig 1. halvleg sluttede dog uden scoringer og med Red Corners opmuntrende “Og her regér SIF” som lydmæssig kulisse.

SIF fortsatte
SIF indledte 2. halvleg i samme høje tempo, som 1. Der var ikke spillet meget mere end et minut, inden SIF fik sin første chance. Emil Scheel lagde bolden ind i hovedet på Marcus Solberg, hvis hovedstød dog gik lige forbi, og to minutter senere brød Nicolaj Ritter godt igennem på venstrekanten, men fik ikke rigtig snert i sin højrefodsafslutning. Albers havde et hovedstøds-forsøg og i det hele taget fortsatte de opløftende spillemæssige tendenser hos SIF.

AGF reagerede på den sløje århusianske indledning på 2. halvleg ved at indskifte Kim Aabech som erstatning for Davit Skhirtladze. Om det var det, der gjorde forskellen, skal være usagt. Men i hvert fald scorede AGF kampens første mål i det 64. minut, tre minutter efter indskiftningen af Kim Aabech. Danny Olsen tog chancen med et langskud, og på sin vej mod mål ramte bolden Simon Jakobsen og snød derved Thomas Nørgaard i målet. 1-0 til AGF. Ikke fortjent, men en ubarmhjertig kendsgerning for SIF.

Debut til Sammy Skytte
Efter scoringen kunne AGF trække sig tilbage i ro og mag og kontrollere kampen og leve på sine omstillinger.

SIF reagerede ved at sende Sammy Skytte på banen i stedet for Mikkel Vendelbo. Vendelbo måtte trække sig med et maveonde, og det gav således U19-talentet debut på SIFs bedste mandskab.

Det var dog AGF, der i fortsættelsen var tættest på endnu en scoring. Med et kvarter igen havde Jesper Lange et forsøg, der mirakuløst blev reddet af Thomas Nørgaard. SIF-keeperen parerede Langes forsøg fra tæt hold op på den ene stolpe og greb derefter returbolden.

Med knap et kvarter igen kom Christian Sørensen på banen som erstatning for Jens Martin Gammelby, og Jeppe Illum fik også nogle minutter i benene, da han kom ind i stedet for Nicolaj Ritter i de sidste fem minutter. Ændre stillingen på måltavlen kunne indskiftningerne dog ikke, og dermed kan SIF nu koncentrere sig om opgaverne i Bet25 Ligaen.

SIF spiller næste kamp på søndag, hvor Roskilde venter på udebane. Næste hjemmekamp er mandag den 27. september kl. 19.00. Oprindeligt blev kampen annonceret til afvikling kl. 21.00, men er blevet rykket to timer frem.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, 3. runde, tirsdag den 22. september kl. 20.15:
Silkeborg IF – AGF 0-1 (0-0)
Mål: 0-1 Danny Olsen (64.)
Advarsler: Nicolaj Ritter, SIF, Alexander Juel Andersen, AGF.
Tilskuere: 1.784
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Dennis Flinta, Thorbjørn Holst Rasmussen, Simon Jakobsen, Jens Martin Gammelby (78.: Christian Sørensen) – Emil Scheel, Mikkel Vendelbo (69.: Sammy Skytte), Martin Thomsen, Nicolaj Ritter (86.: Jeppe Illum)- Marcus Solberg, Andreas Albers.
Cheftræner: Kim Poulsen
AGF (4-2-3-1): Lukas Fernandes – Aleksander Juel Andersen, Adrian Lopez, Dzahaldin Khodzaniiazov, Danni Christensen – Jens Jønsson, Danny Olsen – Ahmed Yasin, Davit Skhirtladze (60.: Kim Aabech), Elmar Bjarnasson – Jesper Lange (78.: Morten Nordstrand).
Cheftræner: Morten Wieghorst

Mål

  • 0-1 Danny Olsen (64.)

Advarsler

  • Nicolaj Ritter
  • SIF
  • Alexander Juel Andersen
  • AGF.

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Simon Jakobsen
  • Jens Martin Gammelby (78.: Christian Sørensen) – Emil Scheel
  • Mikkel Vendelbo
  • Martin Thomsen
  • Nicolaj Ritter (86.: Jeppe Illum)- Marcus Solberg
  • Andreas Albers. Cheftræner: Kim Poulsen

AGF (4-2-3-1)

  • Lukas Fernandes – Aleksander Juel Andersen
  • Adrian Lopez
  • Dzahaldin Khodzaniiazov
  • Danni Christensen – Jens Jønsson
  • Danny Olsen – Ahmed Yasin
  • Davit Skhirtladze (60.: Kim Aabech)
  • Elmar Bjarnasson – Jesper Lange (78.: Morten Nordstrand). Cheftræner: Morten Wieghorst
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen