1. december 2013

Sejr i Odense på god 2. halvleg

Med sin fjerde sejr i træk kan SIF gå på velfortjent juleferie. Det blev 3-1 over Marienlyst på en god indsats i de sidste 45 minutter.

SIF var længe om at komme igang i Odense søndag eftermiddag mod Marienlyst, der truede SIFernes gode serie med en tidlig føring. Men på en god 2. halvleg satte SIF tingene på plads og vandt for fjerde gang i træk. Dermed holder SIFerne sig til i oprykningskampen med to points afstand til AC Horsens på andenpladsen, og efter en serie på syv kampe uden nederlag er der også en solid base at gå ind til næsten fire måneders vinterpause med.

Den eneste ændring i SIFs startformation i forhold til 2-0 sejren i Fredericia for en uge siden var den nødtvungne erstatning af Sune Kiilerich. Den store forsvarer var ude med en ledbåndsskade i knæet, og i hans fravær fik lejesvenden fra AGF, Frans Dhia Putros, chancen i højre side af tre-mandsforsvaret.

Ellers var det samme formation med samme besætning – Dennis Flinta og Jesper Mikkelsen i tre-mandslinjen, Frank Hansen og Nicolaj Ritter på hver sin backposition, Daniel A. Pedersen, Emil Scheel og Adeola Runsewe på midten og Morten Beck helt fremme med Christian Holst lige bagved.

Tidllig fynsk føring
1. halvleg blev en ujævn affære med SIF mest på bolden og Marienlyst farlige på sine dødbolde og hurtige omstillinger. De sortklædte SIFere havde for lidt tempo i omgangen med bolden og blev for sjældent farlige foran fynboernes mål, og det blev straffet allerede i det 12. minut, da hjemmeholdets Jonas Bukdal Kristiansen iført Zorro-lignende ansigtsmaske fik lov at stige ugeneret til vejrs og pande bolden i nettet bag en chanceløs Kasper Jensen i SIF-målet.

SIF forsøgte i resten af halvlegen at lægge maksimalt pres på Marienlyst-forsvaret, og der var også optræk til farlige chancer uden at de helt store tilbud viste sig. Skud fra Frank Hansen i to omgange, der blev pareret af den solide Marienlyst-keeper Martin Munck og et skud lige over mål af Morten Beck var de farligste tilbud indtil halvlegen gik ind i sit sidste minut. Her dukkede Emil Scheel op på en tilfældigt opstået chance, hvor han gik fri i feltet og scorede med et fladt skud bag Marienlyst-keeperen. Dermed kunne SIF gå til pausen med 1-1 og tro på en afgørelse i de sidste 45 minutter.

I pausen skiftede SIF Adeola Runsewe ud til fordel for Jeppe Illum, og han var straks aktiv i det fortsatte SIF-pres på hjemmeholdet. Tre minutter inde i halvlegen havde Daniel A. Pedersen et halvflugtet skud, som Martin Munck kun lige akkurat fik fistet til hjørnespark,og på det efterfølgende hjørnespark var både Emil Scheel og Christian Holst tæt på at gøre det til 2-1. 

Forløsningen
Herefter gik kampen ind i et dødvande, hvor der blev sparket mere end spillet, og hvor SIF havde svært ved at fastholde presset. I den slags situationer må holdets lederskikkelser træde i karakter, og det var præcist, hvad der skete. Frank Hansen tog efter godt en times spil et træk ind i banen med bolden og satte ydersiden af foden på den. Derefter gik den i en bue udenom Marienlyst-målmanden, og via indersiden af den fjerneste stolpe lagde den sig til rette i nettet til 2-1 føring til SIF. En forløsende scoring, der da også fik samtlige sortklædte SIFere til at lave klynge omkring den målscorende anfører.

20 minutter før tid kom Simon Jakobsen på banen som erstatning for Frans Dhia Putros, og i samme minut havde hjemmeholdet sin eneste chance i 2. halvleg, da Patrick Pedersen testede Kasper Jensen med et godt skud. Med sit mål til 3-1 kvalte Daniel A. Pedersen dog den sidste spænding i kampen. Christian Holst lagde i det 77. minut bolden godt af til målscoreren, der sparkede den hårdt i nettet fra 22 meters afstand.

Herfra handlede det om at lade sekunderne tikke mod juleferie for et SIF-mandskab, der går ind i vinteren med masser af optimisme frem mod forårets afslutning på sæsonen.

Kampen i tal:
NordicBetligaen, 12. spillerunde, 01.12.13
Marienlyst-SIF 1-3 (1-1)
Mål: 1-0 Jonas Bukdal Kristiansen (12.), 1-1 Emil Scheel (45.), 1-2 Frank Hansen (62.), 1-3 Daniel A. Pedersen /77.)
Advarsler: Martin Mortensen, Lasse Kingo Rasmussen, Jonas Bukdahl Kristensen, Marienlyst, Adeola Runsewe, SIF.
Dommer: Chris Johansen
Tilskuere: 184

Marienlyst (4-5-1): Martin Munck – Jens Mårtensen, Jonas Bukdahl Kristensen, Johnny Andersen, Benjamin Hansen – Lasse Kingo Rasmussen (70,: Lasse Petersen), Patrick Pedersen, Martin Mortensen, Emil La Cour, Rune Corfitzen) (70.: Jack Nielsen – Jakob Udesen.
Træner: Anders Nielsen

SIF (3-5-1-1): Kasper Jensen – Frans Dhia Putros (72.: Simon Jakobsen), Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen – Frank Hansen, Adeola Runsewe (45.: Jeppe Illum), Daniel A. Pedersen (82.: Christian Sørensen), Emil Scheel, Nicolaj Ritter – Christian Holst – Morten Beck.
Træner: Jesper Sørensen.

Mål

  • 1-0 Jonas Bukdal Kristiansen (12.)
  • 1-1 Emil Scheel (45.)
  • 1-2 Frank Hansen (62.)
  • 1-3 Daniel A. Pedersen (77.)

Advarsler

  • Martin Mortensen
  • Lasse Kingo Rasmussen
  • Jonas Bukdahl Kristensen
  • Marienlyst
  • Adeola Runsewe
  • SIF.

SIF (3-5-1-1)

  • Kasper Jensen – Frans Dhia Putros (72.: Simon Jakobsen)
  • Dennis Flinta
  • Jesper Mikkelsen – Frank Hansen
  • Adeola Runsewe (45.: Jeppe Illum)
  • Daniel A. Pedersen (82.: Christian Sørensen)
  • Emil Scheel
  • Nicolaj Ritter – Christian Holst – Morten Beck. Træner: Jesper Sørensen.

Marienlyst (4-5-1)

  • Martin Munck – Jens Mårtensen
  • Jonas Bukdahl Kristensen
  • Johnny Andersen
  • Benjamin Hansen – Lasse Kingo Rasmussen (70
  • : Lasse Petersen)
  • Patrick Pedersen
  • Martin Mortensen
  • Emil La Cour
  • Rune Corfitzen) (70.: Jack Nielsen – Jakob Udesen. Træner: Anders Nielsen
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen