13. september 2011

Massivt spilovertag gav solid pokalsejr

Sådan! Der blev gjort rent bord, da Silkeborg IF udklasserede topholdet fra 2. division, FC Fyn, på udebane. Hele 2-8 og fire mål af Marvin Pourié blev det. Nu venter Randers FC på onsdag i 3. runde på udebane.

Til en konfetti-regn af røde og blå farver løb FC Fyns udvalgte på banen denne decideret råkolde septemberaften på Odense Atletikstadion. Silkeborg Ifs spillere var blevet mødt af den dystre westernklassiker fra ’The good, the bad and the ugly’, og så var scenen ligesom sat – for det her var en særdeles vigtig kamp for begge mandskaber. SIF gav debut til den nye sorte udebanedragt, som med sine enkle hvide detaljer nok skal blive en publikumsfavorit.

Lige den start man kunne ønske sig
Der gik ikke mange øjeblikke, før SIF havde sat sig tungt på spillet, og efter tre minutters spil skete det, hele Silkeborg-lejren havde håbet på: Et hurtigt mål og gang i målscoringen. Marvin Pourié får bolden suget til sig i feltet efter et indlæg fra højre, og afslutningen er sikker og lige hvor den skal være. 0-1 til SIF.

Umiddelbart efter FC Fyn havde givet bolden op, kom Christopher Poulsen fri i venstresiden, og indlægget passerede venner og fjender for at lande lige foran Pourié, der tæt under mål kunne sætte panden på bolden og sikre SIF den optimale start på kampen med sin scoring til 0-2.

Stille før storm
FC Fyn var lammede efter chokstarten, og SIF kunne placere et tungt pres på de i forvejen pressede fynske skuldre. Efter otte minutters spil lavede Christopher Poulsen og Christian Holst en fornuftig 1-2-kombination, der gav Christopher Poulsen frit løb mod baglinjen, hvor han efter en stopfinte, spillede den kort ind i feltet til netop Christian Holst, der dog fik lidt for meget luft under bolden.

Der var ikke tale om de store åbne chancer, men man fornemmede, at det lå lige rundt om hjørnet med den næste scoring, da Martin Ørnskov i det 13. minut sendte en flot halvtliggende ud til Christopher Poulsen, der fremtvang et hjørnespark til SIFerne. Det blev til to nye af slagsen, og Frank Hansen og Kasper Risgård var lige ved at få kombineret sig igennem efter det tredje, men det hele endte med et målspark. Tiltrængt for værterne på dette tidspunkt.

25. minutter spillet og FC Fyns  venstre kant kom fri til det indlæg, der blev afslutningen på det første gennemspillede angreb i kampen for FC Fyns vedkommende. Til gengæld var SIFs trekant-kombinationer ved at blive særdeles velproportionerede midt på banen, hvor Risgård og Ørnskov fik sat det nødvendige tempo i spillet for at Christian Holst og Frank Hansen kunne få plads på kanterne, med Christopher Poulsen som den konstant lurende trussel fra bagkæden.

Hvis der skulle være nogen tvivl, så stod forsvaret meget stærkt, og stort set intet blev farligt.

0-3, 0-4, 0-5 og 0-6 = wauw!
Den rød-hvide storm tog til i det 31. minut, hvor Martin Ørnskov scorede til 0-3 på et udmærket hovedstød satte gang i det, som simpelthen bliver for omfangsrigt at beskrive i andet end stikord på minutbasis. Stikord der i den grad vil blive domineret af dejlige Silkeborg-scoringer:

33. Tømrer scorer efter flot sammenspil sin tyske angrebskollega, og den skarphed som mange har efterlyst foran mål, var ved at blive knivspids over hele linje. 0-4.

35. Marvin driver kispus med forsvaret i venstre side af feltet, runder sin direkte modstander på baglinjen og smider kuglen i kassen fra en herlig spids vinkel. 0-5.

42. Christian Holst modtager bolden i feltet og holder godt på den, inden han sikkert sparker den i netmaskerne. 0-6.

43. Men man skal aldrig hvile på laurbærrene, for umiddelbart efter målet til 0-6, fik FC Fyn den første reelle chance efter fint opspil … men nej, heldigvis gik SIFerne til pausen med tenniscifre.

Herligt, herligt, herligt. Super præstation af SIFerne – og måske et tegn på, at der er noget lovende i kombinationen af de nye sorte dragter og MASCOT-logoet på maven.

2. halvleg og lidt mindre tænding
Ligegyldigt hvor hårdt man prøver, så er det svært at holde det samme høje niveau umiddelbart efter en pauseføring på 0-6. SIFerne gjorde det dog ganske udmærket, selvom målscoringen ikke helt kunne følge den høje hastighed fra 1. halvleg.

Fynboerne fulgte lidt bedre med nu, og tempoet var forsvundet en anelse ud af kampen, som Silkeborg dog stadig sad tungt på trods spredte forsøg fra hjemmeholdet.

I det 63. minut leverede keeper FC Fyn keeper Lasse Sømmergaard  en særdeles lækker detalje, om end den måske ikke var så velvalgt, hvis man skulle imponere en målmandstræner – underholdningsværdien fejlede dog intet: Han valgte nemlig at helflugte et hårdt slået frispark fra Christopher Poulsen væk helt inde i det lille felt – tæt omringet af venner og fjender. Hold da op hvor ville mange have brugt hænderne i den situation, men al respekt for den flotte udførelse!

Marvin Pouríe som oplægger og målscorer
Kampen var begyndt at synge på sidste vers, men heldigvis var der ikke nogen der havde lyst til at give afkald på den nyfundne skarphed foran mål. Derfor var det også en fornøjelse at se Pouríe modtage bolden i feltet for derefter uselvisk at spille den indskiftede Martin Svensson i en endnu bedre position, hvor fra han elegant satte bolden op i nettaget til 0-7.

Få minutter efter lukkede kampens offensive hovedperson selv festen, og satte sit eftertrykkelige aftryk på en af de præstationer, som giver lige meget selvtillid om så den er leveret i DBU Pokalen mod et lavere rangerende hold eller i Superligaen. 72. minut Pourié til 0-8

Fire ærgerlige tilfældigheder – og så en dejlig sejrssang
Nu var sejren i den grad pakket godt ned i den ventende spillerbus allerede 20 minutter før lukketid, så at koncentrationen svigtede en enkelt gang og et meget tyndt straffespark oveni gjorde FC Fyns Casper Johansen til dobbelt målscorer var mindre ærgerligt, end at SIFs unge forsvarsspiller Daniel Pedersen måtte udgå med en skade og Martin Svensson fik et unødvendigt rødt kort.

Christopher Poulsen havde fortjent at krone indsatsen med et solomål efter sit imponerende raid mod kampens slutning, men desværre blev afslutningen pareret af målmanden, inden dommeren fløjtede den herlige, regnvåde og forblæste pokalkamp af med en overbevisende 2-8 sejr til Silkeborg IF.

Kom bare an Lyngby og Randers
På søndag gælder det udekampen mod Lyngby, som der er blevet arrangeret en rigtig god og billig bustur til – og næste onsdag er det 3. runde i pokalen mod Randers FC på udebane. Selvtilliden har fået et boost, så kom med på lægterne og hjælp SIFerne med at holde momentum efter storsejren.

Mål

  • 0-1 Marvin Pourié (2.)
  • 0-2 Marvin Pourié (5.)
  • 0-3 Martin Ørnskov (31.)
  • 0-4 Henrik ‘Tømrer’ Pedersen (33.)
  • 0-5 Marvin Pourié (35.)
  • 0-6 Christian Holst (42.)
  • 0-7 Martin Svensson (68.)
  • 0-8 Marvin Pourié (72.)
  • 1-8 Casper Johansen (73.
  • str.)
  • 2-8 Casper Johansen (75.)

SIF

  • Lasse Heinze – Christopher Poulsen
  • Jesper Mikkelsen
  • Dennis Flinta (Pausen: Simon Skibsted)
  • Daniel A. Pedersen (54: Jeppe Illum) – Christian Holst
  • Martin Ørnskov
  • Kasper Risgård
  • Frank Hansen (Pausen: Martin Svensson) – Marvin Pourié
  • Henrik “Tømrer” Pedersen).

FC Fyn

  • Lasse Sømmergaard
  • Steffen Algreen
  • Mads Lier
  • Mads Overgaard (Udskiftet med Mads Fønss)
  • Jeppe Grønning
  • Aske Lundsgaard (Udskiftet med Steffen Algreen)
  • Niclas Vemmelund
  • Philip Lund
  • Viljomur Davidsen
  • Mike Mortensen
  • Rune Nautrup.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen