31. juli 2009

Flot 1-1 i Parken

Den tidligere FCKer Jesper Bech scorede allerede i det femte minut, da Silkeborg IF lørdag gæstede Parken. Men i anden halvlegs første minut fik FCK udlignet på straffe i kampen, hvor SIF flot fik 1-1 med hjem.

Never change a winning team. Dét var parolen fra Silkeborg IFs cheftræner Troels Bech, der lørdag eftermiddag havde intention om at genbruge startopstillingen fra sidste rundes 4-0 triumf over FC Midtjylland og sende de samme 11 spillere i kamp i Parken mod de forsvarende danske mestre fra FC København.

Det betød – i udgangspunktet – en 4-4-1-1 opstilling med Lasse Heinze i målet bag et forsvar, der fra højre mod venstre bestod af Thorbjørn Holst Rasmussen, Thomas Hansen, Jim Larsen og anfører Steven Lustü.

På midtbanen skulle Peter Degn og Christian Holst ligge på kanterne, mens Frank Hansen og Martin Ørnskov tog sig af maskinrummet. Skudt frem som hængende angriber var den tidligere FCKer Jesper Bech, og helt fremme lå naturligvis sidste rundes hattrickmager, Rajko Lekic, placeret.

Men i den sidste sprint under opvarmningen fik Peter Degn et smæld i læggen, og han måtte humpe fra banen. I stedet blev Martin Svensson bogstaveligt talt smidt for løverne, og han gik ind på Degnens højrekant.

Parken er ikke et sted, hvorfra ret mange får point med hjem, men SIF kunne inden kampen trøste sig med en fornem statistik, der viste to sejre ud af de seneste fire besøg i løvernes hule.

Til gengæld kunne FCK bryste sig af at være ubesejret på hjemmebane i de seneste otte SAS Liga-kampe, så der var lagt op til en god forestilling i nationalarenaen med det efterhånden fornemme græstæppe.

Bech til 1-0!!!
SIFerne løb på banen med "bonderøve"-tilråb, og så var man jo ellers tilbage i Parken.

FCKerne begyndte med bolden, men det var SIF, der først etablerede et udmærket angrebsspil. Og det blev allerede farligt i kampens andet minut, hvor Martin Svensson spillede Frank Hansen i dybden i højresiden. Hansen smækkede bolden hårdt indover, men FCKerne fik losset væk.

Og SIF fortsatte ganske imponerende og uimponerede i markant boldovertag, hvilket ikke huede hjemmepublikummet. Til gengæld gav de medrejsende SIF-fans forståeligt nok god lyd fra sig.

Og efter fem minutters spil lykkedes det så for SIF at trænge igennem FCKernes forsvar efter de tidlige tilnærmelser. Jesper Bech fik bolden i venstresiden af feltet og trak indad, hvorfra han fyrede venstrebenet af. Og dér – på sin gamle hjemmebane – kunne han se bolden suse i nettet bag Jesper Christiansen. Sikke en start for SIF og Jesper Bech, som dermed scorede sit andet sæsonmål!

FCK bedre med
Men, men, men… I sidste runde kom FCK også bagud i Parken mod den anden oprykker, HB Køge – og her endte det jo med en 7-1 sejr til løverne. Så der var ingen grund til at hvile på laurbærrene, og det gjorde SIFerne bestemt heller ikke – men FCK fik presset spillet bedre og mere fremad nu efter en start, som SIF dominerede.

Men SIFerne lod sig ikke kyse og spillede boldene fint rundt – og afviste FCKs angreb på fornem vis.

Og efter et kvarter fik SIF endda kampens første hjørnespark. Christian Holst sendte bolden indover, hvor FCK-forsvaret fik headet væk, men SIF fastholdt bolden og presset på flotteste vis, mens SIF-fansene højlydt læste lidt op fra SAS Liga-stillingen (I ved, dén med SIF helt i toppen…).

Jesper Bech lige forbi
Efter 20 minutter brændte det for første gang på foran SIF-målet. Martin Vingaard fik drevet bolden fremad og til sidst afsluttet, men i sidste øjeblik blev skuddet blokeret.

FCK fortsatte med bolden på hvide fødder, men SIF så giftige ud på kontra-angrebene. Jesper Bech kom på et sådant frem til en god mulighed efter 25 minutter, da han lukrerede på en dårlig Oscar Wendt-clearing og kom frem til en venstrebensflugter – men lige forbi.

Også Martin Vingaard nærmede sig med et langskud fire minutter senere, men også hans forsøg strøg et stykke på den gale side af stolpen.

Men SIF var stadig meget mere end bare med, og Martin Ørnskov fik snurret rundt og sendt et fladt skud mod mål i den begivenhedsrige kamps 32. minut.

Og to minutter efter fik Rajko Lekic stukket en flot bold ind i feltet til den fremstormende Jesper Bech, men der blev noget tvivlsomt vinket offside på friløberen.

Stort FCK-pres
Efter 38 minutter fik FCK kampens andet hjørnespark, hvor Ulrik Laursen fik hovedet på – men han ramte ikke bolden ordentligt og kunne se den stryge nogle ufarlige meter forbi.

Efterhånden lagde FCK mere og mere tryk på, og Thomas Kristensen fik sendt en god flugter af sted med godt fem minutter til pausen. SIFerne var godt presset bagud, men der hvilede alligevel en fin ro over gæsternes boldomgang, og der blev fightet flot i forsvaret, der ellers ikke fik meget tid til at tage luft ind mellem FCKs angreb.

Endnu et kom i det 41. minut, hvor hjemmeholdets hidtil farligste mand, Martin Vingaard, igen fik prøvet lykken med et godt skud, men på ny måtte han se bolden stryge over – denne gang dog lige over tværribben.

Hjalte Bo Nørregaard kom endnu tættere på med et flot hovedstød efter et Zdenek Pospech-indlæg i det 44. minut, og i 30 sekunders overtid fik Steven Lustü lige præcis forhindret en fri FCK-afslutning inde i det lille felt – før Atiba Hutchinson fik sendt første halvlegs sidste afslutning et stykke over mål sekunder senere.

Og dermed endte første halvleg altså med en 1-0 føring til SIF. En føring, der i hvert fald indledningsvis var ganske fortjent – men som halvlegen skred frem, kunne man nok ikke have sagt så meget til en FCK-udligning, der jo dog ikke var indtruffet. Og løverne måtte luske ind til pauseteen ledsaget af pibekoncert fra tribunerne.

Straffe og 1-1
FCKs cheftræner Ståle Solbakken foretog en offensiv indskiftning i pausen, hvor angriberen Cesar Santin blev sendt i aktion i stedet for midtbanespilleren Thomas Kristensen. Troels Bech rokerede til gengæld lidt rundt i forsvaret, hvor Thorbjørn Holst Rasmussen og Steven Lustü byttede pladser.

Men det var Santin, der hurtigt stjal fokus – han skulle således ikke bruge mere end 40 sekunder på at skaffe FCK et straffespark. Det skete, da han trak ind i feltet, hvor Jesper Bech hev fat i brasilianeren – klart straffe og advarsel til Bech.

Morten Nordstrand sparkede fra 11-meter pletten – og selv om Lasse Heinze valgte den rigtige side, gik bolden i nettet.

1-1 – og ikke ligefrem gæsternes ønskede start på anden halvleg.

Mod, dygtighed og optimisme
SIFerne mistede dog ikke fatningen, og paradoksalt nok fik gæsterne faktisk lidt mere boldbesiddelse i de følgende minutter, inden FCK igen lagde tryk på – blandt andet med et film-forsøg i feltet fra den eksplosive Cesar Santin, der også kom til et udmærket skud tre minutter senere, hvor William Kvist erstattede Ailton Almeida.

Silkeborg IF spillede med mod, dygtighed og optimisme i afleveringerne, og efter 62 minutter fik gæsterne igen et hjørnespark, hvor Thorbjørn Holst Rasmussen fik afsluttet på returbolden – men uden problemer for Jesper Christiansen.

Minuttet efter kom Simon Azoulay Pedersen så på banen, da han erstattede Martin Svensson på venstrekanten.

Men det var velspillende og hårdt fightende Christian Holst, der fik sendt kampens næste afslutning af sted – dog et godt stykke forbi i det 66. minut, hvorefter målscorer Morten Nordstrand gjorde plads til Dame N'Doye.

Bech med friløber
Med godt tyve minutter igen fik Rajko Lekic en fin mulighed, da han stak igennem forsvaret på en god dybdebold, men Mathias Zanka Jørgensen fik flot kæmpet sig imellem. Med lidt større beslutsomhed kunne det måske have givet en fin skudchance til Lekic, men det var så sandelig også fornemt forsvarsspil.

Der var mange opløftende momenter i SIF-spillet i denne periode – lige fra målmand over forsvar til midtbane og angreb.

Og i det 74. minut havde arbejdsomme Jesper Bech en gylden mulighed for at score igen. På smukkeste vis driblede han sig igennem FCK-forsvaret med stor speed – for til sidst at se Jesper Christiansen parere friløberen. Av av av, det var tæt på.

Kort efter kom Thomas Bælum på banen i stedet for Frank Hansen. Bælum kom ind på højre back, mens Thorbjørn Holst Rasmussen overtog på midtbanen.

SIF turde at spille med mestrene – og kunne det også. Det sidste kvarter var det såmænd SIF, der stod for det mest nydelige opspil, og der resterede nu kun ti minutter. Men de kunne jo nok godt gå hen at blive lange…

Kaimar Saag kom her på banen i stedet for Rajko Lekic, der havde kæmpet meget alene – og gjort dét flot. Og Saag var tæt på at slippe af sted på en dybdebold minuttet efter sin entré, men bolden ramte ham i hælen.

Efterhånden resterede der kun fem minutter plus tillægstid, og FCK igangsatte så småt det forventede slut-pres blandt andet med et par hjørnespark.

Men SIF-spillerne kæmpede bravt og lurede stadig på kontramulighederne, og Kaimar Saag kom frem til en kompetent afslutning i det første af tre minutters tillægstid.

Og da dommerens sidste fløjt lød kunne det konstateres, at SIF på smukkeste vis spillede og fightede sig til det ene point i Parken – flot!

Mål

  • 0-1 Jesper Bech (5)
  • 1-1 Morten Nordstrand (46
  • str.)

Advarsler

  • Steven Lustü
  • Jesper Bech
  • Thomas Hansen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Jim Larsen
  • Thomas Hansen
  • Steven Lustü
  • Martin Svensson (63: Simon Azoulay Pedersen)
  • Frank Hansen (74: Thomas Bælum)
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst
  • Jesper Bech
  • Rajko Lekic (80: Kaimar Saag).

FCK

  • Jesper christiansen
  • Zdenek Pospech
  • Ulrik Laursen
  • Mathias Zanka Jørgensen
  • Oscar Wendt
  • Atiba Hutchinson
  • Thomas Kristensen (46: Cesar Santin)
  • Hjalte Bo Nørregaard
  • Martin Vingaard
  • Ailton Almeida (57: William Kvist)
  • Morten Nordstrand (67: Dame N’Doye).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen