18. august 2012

En lige kamp, men ingen gevinst

Kampen mod Randers var en meget lige affære. Desværre for Silkeborg var oprykkerne en tand skarpere, og med en scoring midt i anden halvleg kunne kronjyderne rejse hjem alle tre point.

Vejret viste sig fra sin absolut bedste side, da Silkeborg, i strålende solskin, tog imod Randers FC i eftermiddagens opgør i Superligaen. 
I kampens indledende fase bølgede spillet frem og tilbage, uden at nogen af holdene for alvor kom frem til chancer. Der skulle således gå 15 minutter, før kampen bød på en reel målchance. Den tilfaldt Silkeborg. En god stikning fra Jesper Bech fandt Marvin i feltet, og her tog afsluttede SIF-topscoren resolut. Skarpheden udeblev dog i situationen, og Marvins afslutning havnede i sidenettet.

Efter 25 minutters spil var det Jesper Bechs tur til at afslutte. Efter et godt gennembrud af Jesper Mikkelsen fra Silkeborgs bagerste kæde, fik Bech bolden i en favorabel position midt for mål. Randers-keeper, David Ousted, blev den store i duellen og afværgede skuddet med en god parade. 

Randers ville dog også lege med, og efter 37 minutter meldte Randers’ 11’er, Ronnie Scwartz, sig ind i kampen. Efter lidt klumpspil foran SIF-keeper, Heinze, endte bolden ved Schwartz’ fødder. Den tidligere AaB-bomber afsluttede uden tøven. Heldigvis for Silkeborg ramte kronjydernes angriber ikke målet, og skuddet gik lige forbi den ene opstander. 

Ingen af holdene skilte sig for alvor ud i en første halvleg, der sluttede, som den startede – uden scoringer.

Anden halvleg indledtes med et par gode aktioner i Silkeborgs venstre side. Her viste den omskolede back, Nicolaj Ritter prøver på sine offensive kvaliteter, hvilket resulterede i flere farlige indlæg.

I starten af anden halvleg kom Adeola Runsewe på banen for Silkeborg. Og han skulle ikke bruge mange minutter, før han tegnede sig for en afslutning. Først viste han hurtige fødder i Silkeborgs højre side, derefter tog han et træk ind i banen og sparkede på mål. David Ousted i Randers-målet var endnu engang en sikker sidste skanse for oprykkerne og afværgede Runsewes forsøg. 

Efter 71. minutter indtraf kampens højdepunkt, set med Randers-briller. Christian Keller modtog bolden med ryggen til målet, efter et indkast i Silkeborgs højreside. Her vendte han på en tallerken og slog et hårdt indlæg til bagerste stolpe, hvor en fremadstormende Alexander Fischer fik sat foden på og first-timede bolden ind bag en sagesløs Lasse Heinze i SIF-buret. 

Efter målet bragte Silkeborg den gamle måltyv Henrik ’Tømrer’ Pedersen i spil. Og han var lige ved at bringe balance i regnskabet efter 80 minutter. Hans hovedstød havnede dog i favnen på David Ousted. 

Kort før slutfløjtet var det endnu engang ‘Tømrer’, der var lige ved og næsten. Hans skud fra tæt hold blev dog blokeret af en yderst velspillende David Ousted, der var bedste mand for kronjyderne i dagens opgør.  Bedste mand for Silkeborg kårede tilskuerne ligeledes SIF-keepe, Lasse Heinze til at være.

Det lykkedes altså heller ikke denne gang, at give publikum en sejr på Mascot Park, så nu gælder det FCM og AGF i de kommende kampe. To store lokalbrag.

Mål

  • 0-1 Alexander Fischer (74.).

Advarsler

  • Jesper Mikkelsen (47.)
  • Jesper Bech (58.)
  • Christian Keller (60.).

SIF

  • Lasse Heinze – Nikolaj Ritter
  • Jesper Mikkelsen
  • Simon Jakobsen (70. Daniel A. Pedersen)
  • Dennis Flinta – Christian Holst (79. Henrik ‘Tømrer’ Pedersen)
  • Bjarni Vidarsson (56. Adeola Runsewe)
  • Frank Hansen
  • Kasper Risgård – Jesper Bech
  • Marvin Pourié.

RFC

  • David Ousted – Johnny Thomsen
  • Alexander Fischer
  • Mads Fenger
  • Remco van der Schaaf – Chris Sørensen
  • Tidiane Sane
  • Jonas Kamper (84. Adama Tamboura)
  • Christian Keller – Ronnie Schwartz (53. Nicolai Brock-Madsen)
  • Frank Kristensen (71. Charlie Davies).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen