7. november 2008

2-1 sejr på Falster

SIF dominerede i mange og lange perioder af søndagens kamp på udebane mod Lolland Falster Alliancen. Martin Svensson og Stefan Schmidt scorede for gæsterne.

303 kilometers sviptur ventede SIFerne, der søndag mødte ind i bussen ved Søholthuset med udsigt til sæsonens længste udekamp – tabellens bundprop Lolland Falster Alliancen på det velklingende Scandic Live Arena i Nykøbing.

Anfører Thomas Bælum kunne glæde sig ikke bare til busturen, men også til en startplads i kampen, hvor han var udset til at dække pladsen som højre back. Også Kenneth Falkenberg var tilbage i startopstillingen, og han vogtede buret bag Steven Lustü og Jim Larsen, der havde den ligeledes tilbagevendte blandt de udvalgte 11, Renato Arapi, som venstre back.

På midtbanen var Steffen Ernemann foretrukket i højre side og Martin Svensson i venstre, mens Stefan Schmidt og Martin Ørnskov lå centralt.

Helt fremme den giftige duo Henrik "Tømrer" Pedersen og Rajko Lekic.

Glippet chance for drømmestart
Allerede efter to minutters spil udnyttede SIFerne den utroligt megen plads i LFAs forsvar til at skabe en kæmpe chance. Henrik "Tømrer" Pedersen bandede et-to med Rajko Lekic og slap igennem på en friløber, men hans afslutning blev halvklaret af keeper Nikolaj Larsen. Bolden trillede alligevel mod målet, men på selve stregen fik en tilbageløbende forsvarer clearet. Det var en meget stor chance – og en lige så stor afbrænder, der ellers kunne have givet gæsterne en rigtig drømmestart.

Men det var fortsat SIF, der sad på boldbesiddelsen og brugte den fornuftigt. Alligevel var det LFA, der fik kampens næste tilbud, da Søren Frandsen i det 12. minut hamrede et frispark fra 35 meter af sted på særdeles kompetent vis, men han måtte se sit skud kile sig lige præcis på den gale side af overliggeren.

I den anden ende af banen fik Steffen Ernemann trykket af fra højresiden i det næste minut, men man fornærmer nok næppe den gode Ernemann ved at konstatere, at det ved lejligheden anvendte højreben ikke er det stærkeste af de to mulige.

Svensson til 1-0!
Alligevel viste han i det 19. minut, at højrebenet ikke er så koldt endda, da han efter en god dribling på højrekanten sendte et rigtig godt indlæg på tværs med netop højrebenet. Rajko Lekic nåede højest, men fik ikke ordentligt træf på hovedstødet – og Nikolaj Larsen kunne redde forholdsvist ubesværet.

SIF og Rajko Lekic nærmede sig igen en scoring i det 24. minut, hvor Martin Svensson sendte en bold indover fra venstre. Henrik "Tømrer" Pedersen headede på tværs, og LFA-forsvaret fumlede rundt uden at kunne få bolden væk. Rajko Lekic kom til og forsøgte sig med en flugter, men i sidste øjeblik blev han tacklet – og faren drev over.

Men i det 26. minut gik den så ikke længere for LFA. Den dynamiske Steffen Ernemann fik tid til at vende rundt på sin højrekant, og med venstrebenet sendte han en fornem bold over til bageste stolpe, hvor Martin Svensson kom stormende og med sin venstre tå prikkede bolden i kassen til en fortjent 1-0 føring!

Det var sæsonens første mål for Svensson, der er tidligere Alliance-spiller.

Målet faldt i øvrigt i en situation, hvor LFAs Søren Frandsen var humpet ud – og hvor hjemmeholdet endnu ikke havde nået at skifte ud.

Stor fejl af Bælum
SIF blev ved – og fik lov til det af et passivt LFA-hold, der stadig gav gæsterne masser af plads. Men heldige var de heller ikke, for også forsvarsstyrmanden Clement Kafwafwa måtte lade sig udskifte fem minutter før pausen med endnu en tilfældigt opstået skade.

Alligevel fik hjemmeholdet den næste mulighed, da Thomas Bælum ikke fik ordentligt ram på et hovedstød hjem mod Kenneth Falkenberg i det 43. minut. Indskiftede Martin Junior Christensen fik dermed en friløber, men Kenneth Falkenberg kom godt ud af målet og generede Christensen så tilpas meget, at Thomas Bælum til sidst kunne cleare.

Både Rajko Lekic og Steffen Ernemann fik forsøgt sig i de døende minutter, men da Darko Haramija fløjtede til pause stod der altså "kun" 1-0 til gæsterne.

Det var kommet i stand efter en første halvleg, som SIF dominerede i meget høj grad – og hvor LFA nærmest kun var farlige i den situation i slutningen af halvlegen, hvor de fik foræret en gratis chance.

Schmidt til 2-0!
Som i første halvleg åbnede SIF med en kæmpe chance i anden halvleg. Henrik "Tømrer" Pedersen fik sendt bolden indover i en svær situation, og inde i det lille felt lurede Rajko Lekic, der dog ikke ramte bolden på den ellers gode mulighed.

Og efterhånden lignede det mere og mere et spørgsmål om tid, før 2-0 målet ville falde. SIFs dominans var tæt på total, men hvis denne sæson har budt på lærerige lektier, så er én af dem i hvert fald, at man ikke skal tage noget som helst for givet – og da slet ikke en føring!

Men det SÅ unægtelig fornuftigt ud, da SIF i det 61. minut kom på 2-0. SIF angreb med masser af spillere, og Rajko Lekic sendte bolden ind i feltet. Og med et glimrende hovedstød, der vakte minder om sammes scoring i Gladsaxe tidligere på sæsonen, sendte Stefan Schmidt bolden op i målhjørnet til 2-0.

Kort efter kom Christian Holst på banen i stedet for Henrik "Tømrer" Pedersen.

LFA-reducering – 1-2
Men, men, men. Som alt for ofte før, viste en 2-0 føring til SIF sig som alt for farlig. På LFAs første hjørnespark i kampen scorede Nicklas Paulsen blot fem minutter efter 2-0 målet i en situation, hvor LFA pludselig var i overtal inde i det lille felt. 2-1 på tavlen, og hvor Paulsen kunne ekspedere bolden det sidste stykke ind over stregen.

Scoringen gav Alliancen tydeligt mere mod på tingene – men alligevel var Martin Ørnskov meget tæt på i det 72. minut, da han afsluttede godt med et skud, der blev reddet på stregen.

Lasse Holmgaard kom lige så tæt på i den anden ende kort efter med et godt hovedstød, men til alt held for SIF-forsvaret strøg bolden snert forbi stolpen.

Rajko på overliggeren
Og det fortsatte med de store chancer – med ti minutter igen spillede Martin Svensson på tværs til Rajko Lekic på kanten af feltet. Lekic sparkede med indersiden – og på overliggeren.

Fem minutter senere lugtede det gevaldigt af straffespark til SIF i en klumpspilssituation i feltet, men dommer Darko Haramija vinkede afværgende.

SIF var nu igen i udmærket kontrol over tingene – og det var gæsterne, der pressede på. Steffen Ernemann afsluttede over målet i overtiden, og det blev kampens sidste mulighed – fortjent 2-1 sejr til SIF på Falster!

SIFs næste opgave er på søndag klokken 15.00, når Køge gæster Silkeborg Stadion.

Mål

  • 0-1 Martin Svensson (26)
  • 0-2 Stefan Schmidt (61)
  • 1-2 Nicklas Paulsen (66)

Advarsler

  • Andreas Bak
  • Martin Ørnskov
  • Nicklas Paulsen
  • Brian Trix Nielsen

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Thomas Bælum
  • Jim Larsen
  • Steven Lustü
  • Renato Arapi
  • Martin Svensson
  • Stefan Schmidt
  • Martin Ørnskov
  • Steffen Ernemann
  • Henrik “Tømrer” Pedersen (64: Christian Holst)
  • Rajko Lekic.

LFA

  • Nikolaj Larsen
  • Mads Jensen
  • Lasse Holmgaard
  • Clement Kafwafwa (41: Martin Junior Christensen)
  • Søren Frandsen (26: Joachim Pedersen)
  • Claes Jørgensen
  • Jesper Münsberg
  • Nicklas Paulsen
  • Andreas Bak (66: Zadda Conceicao)
  • Brian Trix Nielsen
  • Mads Jensen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen