Malta: Dag 6 og 7

Fredag sejrede U19 med 3-2 over schweiziske FC Lindth 04, disko dasko-street blev besøgt og spillerne benyttede lørdagens tour-tur på at… sove!

Lad det være sagt med det samme: som en ægte BS Christiansen sover en journalist aldrig – og misser derfor heller aldrig en deadline. En fodboldtræner, derimod, sover tit og med hang til dovenskab kan visse ting udsættes. Derfor dette sene dagbogsindspark, som udover at dække fredag og lørdag, samtidigt bliver den sidste i rækken fra dette års træningslejr for collegespillere, U17-truppen og U19-truppen.

Det har været en begivenhedsrig uge, på flere fronter. Spillerne har oplevet at træne på græs for første gang siden oktober sidste år; det har været muligt at begive sig rundt i løstsiddende sommertøj og Maltas på en gang smukke og forunderlige kultur fremkalder her på sidstedagen hyppige billeder på nethinden. Der har været kampe med masser af lærdom, hvor den gennemgående evalueringsrapport har gentaget ordet ”hårdhed”, som følge af tætte og til tider hårde nærkampe. Dette blev senest demonstreret, da U19-holdet spillede mod FC Lindth 04, et seniorhold fra Schweiz. Her føg det med hårde tacklinger, flere endda ganske ureglementeret, tætte nærkampsdueller og i det hele taget en test på mandsmod, mere end på fodboldniveau. Kampen blev dog til sidst vundet med 3-2, efter gode aktioner over hele linien, med mål krydret af Jeppe Illum, Mathias Bärthel og Simon Skibsted.

Efter den for holdene sidste kamp fredag, blev der givet frihed med ansvar for alle spillerne. Det blev i nærmest udsolgt omfang konverteret til en gang shopping i byens butikker, samt et kig i byens festprægede centrum. Med godt 60 drenge på tur i en uge, var der intet at sige til den ekstase der opstod, da de lokale ungmøer i – efter de aldrende træneres, eller måske fadergenets opfattelse – alt for småt tøj, dukkede op hist og pist. Heldigvis eksisterer begrebet nok se – ikke røre, stadigvæk og alle spillere kom sikkert og tidligt hjem inden klokken 23, som var den lille restriktion, der trods alt var til stede.

Den efterfølgende morgen, altså lørdag, blev kickstartet allerede klokken 7 hvor hele baduljen bestående af spillere og trænere, tog på en morgenløbetur på små seks kilometer. Ikke meget, men lige nok til at få den værste træthed i hoved og ben rystet lidt mere ud af kroppen. De tre kære holdledere udnyttede morgenen til at sove videre, som det sikkert også behagede d’herrer.
Løbeturen gik forbi marinaen og bådene til stor forundring for de fleste indbyggere, der var stået op denne årle morgen. Det er noget af et særsyn, når sådan en forsamling – flere i ens tøj – kommer småløbende fra tidlig morgen. En enkelt særdeles vågen bilist gav følgeskab i et par minutter med hornet i bund og opmuntringer, som kunne få selv Team Easy on op over det store bjerg, helt uden brug af doping.

Således godt i gang med dagen og særdeles friske, blev morgenmaden efterfulgt af det helt store sightseeing-program; i en åben turistbus, du ved, den med sæderne i den friske brise øverst oppe og med havudsigt. Rundt og rundt det gik, forbi en masse yderst interessante og kulturelle delikatesser, krydret med spændende baggrundshistorik og med sol, vand og skyfri himmel som glasuren på kagen. Hovedstaden, Valetta, blev besøgt og brugt til shopping, udover, naturligvis, historien om byens opstandelse, Maltas regeringssammensætning og et møde med forskellige, interessante bygninger, som for eksempel den bygning, Napoleon Bonaparte, tilbragte hele syv dage i dengang da…
Videre det gik med frokost med fødderne ved havnekanten i en enorm bådhavn, eller nærmere yachthavn. En enkelt plimsoller var der levnet plads til, men det var nu mest flydende lejligheder, der lå og bølgede så fredeligt ved kajen. Og videre det gik igen, denne gang med stop på et klippefremspring uden for den tidligere hovedstad, Mdina. Med en uhørt flot udsigt, der havde havet som baggrundstæppe og en ganske særlig ø i horisontlinien, blev der taget turens vel nok smukkeste billeder. Øen og området i det hele taget, dannede rammer om filmen Greven af Monte Cristo; en udsøgt klassiker med hævn, kærlighed og drømme som hovedtemaerne.
Bussen rullede videre sammen med talestrømmen af informationer og på dette tidspunkt var de fleste kørt trætte og som det fremgår af billedgalleriet nederst på siden, var der flere par lukkede øjne; selv hos nogle af lederne.
Turen blev derfor kortet lidt af, til stor glæde for de fleste, og bussen kunne i stedet trille hjem og parkere midt på vejen foran hotellet, til en symfoni af hornorkester-musak fra de bagved ventende biler.

Resten af lørdagen er således givet fri til spillerne og i skrivende stund er de fleste oppe i den lokale by for at gøre de sidste indkøb færdige. Enkelte hviler sig på værelset, mens endnu færre har påbegyndt nedpakningen af diverse pakkenelliker, til trods for, at den står på afgang fra hotellet søndag morgen klokken fem.

Det er nu engang sådan, når man er af sted på ture eller ferier, at sidstedagen ofte både er imødeset, men også lidt vemodig. Der er blevet set frem til havregryn, rugbrød og en normal hverdagsrytme, men Maltas kultur, landskab og befolkning har så meget at byde på, at vintervejret hjemme i Danmark på flere måder virker som et rigtigt dårligt alternativ. Ikke desto mindre har denne tur budt på mange gode erfaringer, hvor det sociale sammenhold gennem især tre- og firemandsværelser virker meget mere styrket nu, end ved starten af turen. Oplevelser har der været nok af og dem skal der uden tvivl nok komme flere af, når vi hver især vender hjem og finder ind i vores daglige rytme.

På vegne af hele holdet, dele af den maltesiske lokalbefolkning og ikke mindst jeg selv, skal der lyde en stor tak til vejrguderne for forhold, der til fulde har givet hele turen et løft. Forhåbentligt har I, kære læser, nydt at følge med i denne turs forløb og måske blevet lidt misundelige på billederne herfra.

Til gengæld kan vi nu se frem til at vende hjem til sneboldkrig og varm kakao. Det er en af fordelene ved Danmark; de fire årstider.

Dette afsnit lukker denne turs oplevelser – de sidste indtryk kan nydes i billedgalleriet nedenfor.

Tak for nu.

 

» Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri » Galleri





 

Skrevet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com