Malta: Dag 2
U17-holdet vandt mandag med 2-0 over Malta, mens de to øvrige hold fik dagen til at gå med dobbelte træningspas. Dag to stod i fodboldens tegn, iført shorts og T-shirt!
For skribenten startede dagen med en kølig overraskelse, måske grundlagt på en vis overmod eller fejlvurdering af vejrforholdene. Det var i hvert fald ikke nok at sove med et tyndt tæppe, så omkring klokken 5 blev gåsedunsdynen hevet ud af skabet, så de sidste par timer kunne nydes i varme omgivelser. Til gengæld blev de otte timers søvn opfyldt, da morgenmaden for collegetruppen var skemalagt en time senere end de øvrige hold. De skulle af sted til morgentræning klokken ni, mens klokken skulle runde ti før sidste hold kom på banen.
Træningsanlægget stod parat efter små tyve minutters kørsel, hvor mentaliteten omkring ind- og udkørsel fra rundkørsler burde give stof til eftertanke blandt de spillere, der er påbegyndt kørekortundervisning hjemme i DK. På trods af underholdningsværdien, giver det grund til efterrationalisering, at landet ligger i top 5, hvad angår det færreste antal trafikulykker.
Køreturen gav igen mulighed for at betragte det uhørt flotte landskab, der præger billedet på turen derop. Fra hotelområdets turistmiljø, skifter scenariet over til halvanden meter høje stengærder, der omgiver en rækker arealer, enten beklædt med spontant græs, små klipper eller bare rå natur i sin oprindelse. Himlen er næsten skyfri og foran tilskuerne åbner sig det store, overskuelige landskab med klipper i baggrunden, vandet langs horisonten og små klatter af byer rundt om i periferien.
Maltas befolkning udgøres af cirka 95 procent katolikker, men sproget har sin oprindelse fra arabisk. Det høres tydeligt i samtalerne rundt omkring og bekræftes yderligere på bynavnene. På vej til anlægget kan vi skue op på en by, omgivet af mure og nærmest isoleret på toppen af et bjerg. Det ligner nærmest en bastion, et stort indelukket bysamfund og det er måske ikke helt forkert. Det er Maltas tidligere hovedstad ved navn Mdina og her bor 400 indbyggere. Bilkørsel er ikke tilladt, så på mange måder kunne det godt minde om et lille samfund. Navnet stammer fra arabisk og kan oversættes til det logiske ”by”. Historien fortæller, at tempelherrernes indtog på øen både konverterede religionen fra muslimsk til kristent og samtidigt blev en ny by etableret. Byen fik navn efter grundlæggeren og blev samtidigt Maltas nye hovedstad: Valetta.
Kultursammenstødene og resultaterne herefter er med til at give øen og kulturen en vis charme. Hotellet, som vi bor på, ligger i byen St. Julians og byen, vi træner i, hedder Ta’Qali. Alt i alt meget interessant og sikkert værd at bore yderligere i.
Træningsanlægget får ikke de bedste forhåbninger hos skribenten på vejen derop. Vejen er hullet, omgivelserne halvt færdige, geder og heste vandrer sorgløst rundt på markerne og skiltene med informationer virker nedslidte og uindbydende. Tanken om, at Maltas smukke væsen intet er værd, hvis banerne ikke er gode, når lige at strejfe mellem ørerne, men så dukker der pludseligt noget op rundt om hjørnet. Lysmaster, store bygninger og mennesker. Væk er den småkedelige bjergskråning og foran os skyder vores træningsanlæg; på højre hånd ligger nationalstadionet, foran os et mindre stadion med en ganske fin kunstgræsbane og på vores venstre hånd: tre 11-mandsbaner og sammenlagt to 7-mandsbaner, der huser nationalmandskaberne og i øvrigt også benyttes af hold, som os selv og et schweizisk 2.divisionshold, der ligeledes er på træningslejr. Sikke nogle rammer!
Banerne er ganske vist ikke trimmet med en næsehårssaks og jovist er der lidt hårdt underlag hist og pist. Men ikke desto mindre absolut godkendt, alt taget i betragtning. Spillerne bissede ud på græsset hurtigere end køer, der har fået nok af ladernes manglende udfoldelsesmuligheder hen over vinteren. Og ganske hurtigt tillod vejret udøverne at iføre sig shorts og T-shirt. Frem kom stikkelsbærben og kokosarme og så stod den ellers på træning for alle truppene. Indholdet var i sagens natur forskelligt fra trup til trup, men fælles var vel nok følelsen af rigtigt græs under fødderne for første gang i flere måneder. Selvom kunstgræsbaner er rigtigt gode alternativer til vinterens træning og kampe, så kan græs bare noget, som ingen andre i klassen kan.
Eftermiddagstræningen blev intensiveret og lagt op mod førstkommende kamp, mens U17-holdet allerede kom i aktion først på aftenen. Kampen mod Malta bød på en intens første halvleg, hvor begge hold fik pæne chancer, men det var Silkeborg-drengene, der med to scoringer inden teten kunne trække sig sejrrigt ud af kampen. Den færøske filur, Ari Danielsen, åbnede kampen med at rive forsvaret midt over og køligt placere bolden forbi den fremstormende keeper, mens Bjørn Kristensen gjorde det onde ved sine landsholdskolleger med en scoring sat ind på straffespark.
Det meste af aftenen bød på frihed for spillerne, inden tirsdagen byder på endnu en kamp. Denne gang er det collegetruppen, der skal i aktion.
Dagens udvalgte billeder kan ses ved at klikke på Galleri nedenfor.
Næste kapitel i dagbogen, følger tirsdag aften.
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
Skrevet af: Jacob Tind