Malta: Dag 1
Søndag middag ankom 70 personer fra Silkeborg til en lufthavn i Malta. Vejret var behageligt med solskin og frisk vind og alt tegnede til en god start på årets træningslejr. Men der var grus i maskineriet; der var 74, der tog af sted fra Danmark. Altså manglede der fire mand!
De fire mænd – og lad det være sagt med det samme, at det altså ikke er spillere, der refereres til – var blevet offer for flyselskabernes rutinemæssige overbooking af rejserne. Der var simpelthen ingen ledige sæder på turen, så den lille forsamling, bestående af en U17-træner, en fysisk træner og to holdledere, måtte se sig efterladt i Hamborgs lufthavn, for senere at stige ombord på et fly til Amsterdam og derfra videre til den maltesiske lufthavn, Luqa, med en ankomsttid søndag midnat.
Således godt på vej, omend med panderynker hos det øvrige trænerteam, der jo dermed selv var ansvarlige for den pludseligt overdrevent store opbakning af bolde, isposer og diverse materiel.
Ankomsten til lufthavnen med planmæssig landing klokken 16.15 forløb ganske udramatisk og blev højlydt anerkendt med stor applaus fra gruppen klædt i rødt sportstøj. Om det var et udtryk for begejstring, lettelse eller bare en gruppeting, skal være usagt.
Temperaturen lå på behagelige 15 grader, himlen var solrig, krydret med enkelte skyer og isvinteren hjemme i Danmark føltes egentligt som, ja, en isvinter!
To busser ventede troligt på parkeringspladsen, klar til at transportere ”are you from Germany?”-forsamlingen til hotellet. På den cirka tyve minutter lange køretur, som udover at give et kort indtryk af kulturen, også gav et særdeles nærgående kendskab til den lokale trafikmentalitet. De i Danmark så fast implementerede begreb som vognbaneskift, vigepligt og respekt for udrykningskøretøjer med blink, virkede til at være meget afslappede termer blandt lokalbefolkningen.
Den besigtigede del af Malta efterlod et indtryk af et bjergrigt landskab, hvor byggeindustrien lever i bedste velgående side om side med den kommercielle industri; således kunne ses mange hoteller, casinoer, indkøbscentre og barer. Dette, kombineret med den underskønne havudsigt, de store yachter og byen oplyst om aftenen, fik tankerne til at fantasere om en baby med forældrene Las Vegas og Monaco.
Kaos opstod som forventet, da Søhøjlandets helte, skulle indkvarteres på hotellet i tremands-værelser. Heldigvis eksisterer begrebet service også her; ikke unaturligt, eftersom op mod en fjerdedel af landets BNP udgøres af turisme.
Solidt indkvarteret, kunne delegationen begive sig ud på en mindre byvandring, fremvist af den lokale spiller, Mr. Kristensen. Benovet over udsigten og byens naturlige charme – og selvfølgelig det næsten glemte privilegium i at kunne færdes i shorts – kunne deltagerne tilpas sultne sætte sig til bords i hotellets restaurant, hvor en passende buffet stod klar.
Aftenen blev derefter brugt til en kort information og prædiken om ugens formål og forløb, inden spillerne fik fri. Den frihed blev benyttet til at købe masser af vand på flaske i det lokale, langtidsåbne supermarked, mens lederne fortjent kunne nyde at kunne koble af. Selvom spillerne nærmer sig myndighedsalderen, nogle af dem sågar over, så er der stadig en opgave i at holde sammen på flokken.
Mandagens program byder på træning for alle holdene om formiddagen, mens U17-holdet, anført af PC Hansen og Ole Pagh, allerede kommer i kampaktion om eftermiddagen. Her venter Maltas U17-landshold, som den første modstander. Hvert af de tre truppe, U17, U19 og collegetruppen, skal i løbet af turen spille to kampe. Collegetruppen, anført af Jacob Tind, spiller deres første kamp tirsdag aften, hvor Maltas U19-landshold venter. U19-truppen, under ledelse af Henrik Varbøl og Henrik Skov, spiller deres første kamp onsdag aften mod Maltas U21-landshold. Der er dermed lagt op til et spændende ugeprogram, hvor fokus først og fremmest vil være på træning og kamp.
Du kan se et uddrag af dagens billeder, ved at klikke på Galleri nedenfor.
Næste kapitel i dagbogen følger mandag aften.
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
» Galleri
Oprettet af: Jacob Tind